Med 4.300 nye boliger i København sidste år er antallet af nye boliger det højeste siden 1990, og der er god brug for de nye boliger.
I de seneste fem år er Københavns Kommune nemlig vokset med næsten 52.000 nye indbyggere, og det forventes, at op mod 90.000 nye københavnere kommer til i perioden frem til 2026.
Det viser en opgørelse fra konsulentfirmaet Carsten Mai & Co, og direktør Carsten Mai, der i en årrække har fulgt udviklingen på byggeområdet i København, siger til Dagens Byggeri, at antallet af årlige lokalplaner, som er vedtaget, er steget fra 15 i 2013 til 35 i 2016, og antallet af hovedbyggesager, som kommunen behandler, er i samme periode steget fra 6.200 til 7.700.
Unik placering
Carsten Mai tror, at det dels er kulturen i storbyen og dels de mange tilbud til borgerne, der er blevet mere attraktive de senere år:
– Desuden er der kommet flere familieegnede boliger i Københavns Kommune. I gamle dage var byen præget af mange 2-værelses lejligheder, der kun var egnede til enlige eller et ægtepar uden børn. Så ændredes boligpolitikken, så man slog de mindre lejligheder sammen til store familieegnede boliger, og det trækker folk til. Ikke mindst har vi havnen. Vi har en hovedstad med en unik placering med stranden ved Øresund, havnen og vandmiljøet. Det er hipt med udsigt til havnen, og i de store byudviklingsområder i Sydhavnen og Nordhavnen bliver boligerne solgt på adgang til kanaler, hvor man kan have en lille båd liggende og nyde havnemiljøet, siger Carsten Mai.
Kæmpe udfordring
Han erkender, at det bliver en kæmpe udfordring at skaffe boliger til 90.000 nye københavnere de kommende år – vel at mærke boliger, der er til at betale for par med ganske almindelige lønninger:
– Selv om der bygges mange nye boliger i øjeblikket, og kommunen holder fast i, at 25 procent af boligerne i nye områder skal være almennyttige, bliver det meget svært at skaffe tilstrækkeligt med boliger. Hvis ikke der kommer en ny tendens med større fraflytning, vil der være mange boligsøgende, der hverken kan få eller har råd til en bolig. En boligkvadratmeter i Københavns centrum ligger på omkring 40.000 kroner, siger Carsten Mai til Dagens Byggeri.
Plads i Sydhavn og Nordhavn
Der er dog fortsat arealer i såvel Nordhavn som Sydhavn, der kan rumme nye boliger, men Carsten Mai forudser, at der vil komme et pres, der vil føre flere familier, som ellers gerne ville bo i selve København, ud “vestpå”.
Selvom der opføres mange nye boliger, er der forsat forskel på, hvor megen plads den enkelte københavner har til sin rådighed. Beboerne i Københavns Indre By har i gennemsnit 51 kvadratmeter at boltre sig på, fulgt af beboerne på Østerbro med 45 kvadratmeter.
I den modsatte ende af skalaen er der kun 36 kvadratmeter til hver beboer på Bispebjerg fulgt af 37 kvadratmeter i gennemsnit til beboerne i Brønshøj-Husum. I gennemsnit har hver københavner 40 kvadratmeter til sin rådighed.