Der skal være én, som holder øje med udviklingen af de grønne lommer i hovedstaden og sikrer, at træer fortsat holdes på dagsordenen.
Det mener stort set alle partier i Københavns Kommune med undtagelse af Venstre, hvilket har udmøntet sig i et konkret forslag om ansættelse af en stadsgartner. Det skriver Byrummonitor.
– Vi er en af de storbyer med færrest grønne kvadratmeter pr. indbygger, og det skriger til himlen, fordi naturen har en værdi i sig selv, og fordi vi har brug for grønne åndehuller, siger forslagsstiller Niko Grünfeld til Byrummonitor.
Stadsgartneren kan være en biolog, en landskabsarkitekt eller en person med særlig interesse for biodiversitet og natur, lyder det videre.