Det kommer nok ikke som den store overraskelse, men nu er der kommet tal på, der understreger, at rigtigt mange udenlandske virksomheder ikke lader sig registrere i RUT-registret, hvilket loven ellers foreskriver.
Det er Fagbladet 3F, der har fået aktindsigt i nye tal fra Arbejdstilsynet. Tallene viser, at i 2014 blev hele 536 virksomheder afsløret i ikke at være registreret i registret, og ifølge Fagbladet 3F er det en stigning på 35 procent i forhold til året før.
Dårligt arbejdsmiljø
Avisen har talt med kontorchef Eva Jensen fra Arbejdstilsynet. Hun fortæller, at det netop er hos de ulovlige virksomheder, man oftest møder de største problemer. Det drejer sig blandt andet om farlige stilladser og et generelt dårligt arbejdsmiljø.
– De virksomheder, der ikke er lovligt registreret, har oftere større problemer med sikkerheden. De bruger ofte forældede arbejdsmetoder, der øger risikoen for at komme til skade, siger hun.
Inden for 3F’s Byggegruppe oplever man i øvrigt også, at det især er inden for de samme virksomheder, man oplever de grove eksempler på social dumping.
Det koster 10.000 kroner i bøde ikke at lade sig registrere i RUT-registret – men denne bøde fordobles, når virksomheden fanges i lovbruddet for anden gang, hvilket er et led i den seneste finanslov.