Kartelsagen: Tømrerfirma får bøde på 400.000 kr.

Den første dom i byggekartelsagen er netop faldet - tømrerfirma fra Allerød skal betale 400.000 kr. i bøde.
Byggekartelsagen har været efterforsket siden 2010, og sagen involverer 28 firmaer, der i flere tilfælde har skruet priserne kunstigt op og delt overprisen imellem sig. Foto: Colourbox.
Byggekartelsagen har været efterforsket siden 2010, og sagen involverer 28 firmaer, der i flere tilfælde har skruet priserne kunstigt op og delt overprisen imellem sig. Foto: Colourbox.

Der er faldet dom i den første af syv retssager i den store byggekartelsag. Et tømrerfirma, som ellers har nægtet at være en del af kartellet, er ved retten i Hillerød blevet idømt en bøde på 400.000 kroner for at indgå i kartellet. Det skriver Jyllands-Posten.

I alt 28 byggefirmaer har fået bøder af Bagmandspolitiet for at være en del af det omfattende byggekartel, men hvor hovedparten af dem har valgt at acceptere bøderne, har syv afvist at betale bøderne, hvorfor disse sager er endt i retten.

Notesbøgerne er nogle bøger, vi skrev i, hvis vi havde lavet aftaler om licitationer.

Mogens Madsen Tidligere adm. direktør, Julius Nielsen & Søn

Udvekslede priser

På anklagebænken i den første af disse sager sad Henrik Rasmussen, der er ejer af og direktør i Handelsselskabet af 4.7.2011, der indtil et salg af tømrerfirma-aktiviteterne i 2011 hed Axel Rasmussen & Søn. Virksomheden har nægtet sig skyldig, men er nu dømt for i 2006 at have udvekslet oplysninger med konkurrenten Julius Nielsen & Søn.

De to virksomheder udvekslede ifølge dommen oplysninger om priser, før de begge afgav bud på en entreprise for Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Samtidig blev det aftalt, at Axel Rasmussen & Søn, der vandt udbuddet, skulle betale Julius Nielsen & Søn 30.000 kr. i vederlag i forbindelse med udbuddet.

Afslørende notesbøger

Det var to sorte notesbøger, der blev fundet under en ransagning hos Julius Nielsen & Søn, der afslørede de 30.000 kroner, som retssagen omhandlede. Derudover har Julius Nielsen & Søn samarbejdet med myndighederne for at undgå straf.

– Notesbøgerne er nogle bøger, vi skrev i, hvis vi havde lavet aftaler om licitationer, lød det fra tidligere adm. direktør i Julius Nielsen & Søn, Mogens Madsen, som var indkaldt som vidne i retssagen.

Begge parter i sagen har nu 14 dage til at afgøre, om sagen skal ankes.

Relateret indhold