Kartelbøde til entreprenør fra Lolland

Virksomheden Troels Jørgensen A/S har vedtaget en bøde på 3,2 millioner kroner for at have koordineret tilbud med en konkurrent.
Entreprenørvirksomheden Troels Jørgensen A/S har vedtaget en bøde på 3,2 mio. kroner for at have koordineret tilbud med en konkurrent på renoveringen af Holeby rensningsanlæg. Foto: Colourbox.
Entreprenørvirksomheden Troels Jørgensen A/S har vedtaget en bøde på 3,2 mio. kroner for at have koordineret tilbud med en konkurrent på renoveringen af Holeby rensningsanlæg. Foto: Colourbox.

Ifølge Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har Entreprenørvirksomheden Troels Jørgensen A/S vedtaget en kartelbøde på 3,2 millioner kroner. Bøden er givet til virksomheden, fordi entreprenørvirksomheden har koordineret et tilbud med en konkurrent. Tilbuddet drejede sig om renoveringen af Holeby rensningsanlæg.

– Tilbudskoordinering er en grov form for økonomisk kriminalitet. Som udgangspunkt betyder tilbudskoordinering, at bygherre og i sidste ende borgerne får en dårligere og dyrere løsning af det offentlige byggeprojekt, siger direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Jakob Hald i en pressemeddelelse.

Tilbudskoordineringen skete, da selskabet i sommeren 2013 bød på at løse Lollands Forsynings opgave med renovering af Holebys rensningsanlæg.

Den konkurrerende virksomhed er gået konkurs, og er derfor ikke straffet for kartelaftalen.

Troels Jørgensen A/S har vedtaget bøden for at have overtrådt konkurrencelovens forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. Derudover har en ledende person fra hver af de to entreprenørvirksomheder fået personlige bøder på 100.000 kroner.

Bødens størrelse afspejler blandt andet sagens særlige omstændigheder, herunder at den skade, som tilbudskoordineringen potentielt kunne have medført, blev søgt afværget, ligesom parterne har samarbejdet med myndighederne.

Tilbudskoordinering er en grov form for økonomisk kriminalitet. Som udgangspunkt betyder tilbudskoordinering, at bygherre og i sidste ende borgerne får en dårligere og dyrere løsning af det offentlige byggeprojekt.

Relateret indhold