Kan brugte mursten genbruges i den bærende konstruktion?

EU-parlamentet er på vej med et forslag om at fastsætte målsætninger for genanvendelse af bygge- og anlægsaffald.
En af udfordringerne er ifølge Dansk Byggeri at dokumentere og certificere gamle byggematerialer, så man for eksempel ved, om brugte mursten kan genbruges i bærende konstruktioner. Foto: Colourbox.
En af udfordringerne er ifølge Dansk Byggeri at dokumentere og certificere gamle byggematerialer, så man for eksempel ved, om brugte mursten kan genbruges i bærende konstruktioner. Foto: Colourbox.

EU-Parlamentet vil styrke den cirkulære økonomi, og det betyder blandt andet, at genanvendelsen af byggeaffald skal sættes i system. Forslaget går dels ud på at undersøge muligheden for at sætte mål for 2025 og 2030 for at øge genbrug og genanvendelse af bygge- og anlægsaffald, dels på at gøre det obligatorisk for medlemsstaterne som minimum at udsortere en række fraktioner fra bygge- og anlægsaffaldet – træ, beton, mursten, tegl, keramik, metal, plast, gips, glas og puds.

Det forventes, at medlemsstaterne skal implementere de nye mål og krav i de nationale lovgivninger senest sommeren 2019, og direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri siger til Dagens Byggeri, at det er fornuftigt, at man på EU-plan sætter fokus på at føre den cirkulære økonomi ud i virkeligheden.

Genanvender 90 procent

– I Danmark har vi en meget høj genanvendelsesprocent for byggeaffald – næsten 90 procent – men udfordringen er, hvordan vi genanvender vores byggeaffald. Dét er det interessante og dér, hvor udviklingsperspektiverne ligger. Vores indsats har mere eller mindre været frivillig, men verdens ressourcer er begrænsede, og derfor er det vigtigt at få alle til at fokusere på, hvordan vi kan nyttiggøre affald, så det kommer så højt op i kæden som muligt. Byggesektoren er meget vigtig, fordi vi leverer over 30 procent af alt affald i vores samfund. Kan vi nyttiggøre det og genbruge det, så det skaber merværdi, har det både betydning for samfundsøkonomien og forbruget af verdens ressourcer, siger Michael H. Nielsen.

Nye forretningsområder

Regeringen har nedsat et rådgivende udvalg, der skal komme med indstillinger til, hvordan den cirkulære økonomi forbedres, og det er også et emne, som byggesektoren er blevet mere optaget af.

– Vores kunder og samfundet har krav og ønsker til, at vi nyttiggør affaldet. Det er nye forretningsområder for både de store entreprenørvirksomheder og hele affaldssektoren. Der opstår stille og roligt nogle aktører på affaldsområdet, der tager mod byggeaffald og kildesorterer det. Der er virksomheder, der blandt andet specialiserer sig i gamle mursten fra byggerier og prøver at nyttiggøre murstenene i nye sammenhænge. Men det er en udfordring, at vi ikke altid kender de tekniske data for gamle mursten, og hvordan de kan bruges i nybyggeri. Kan de eksempelvis bruges som en del af den bærende konstruktion? Vi skal finde ud af, hvordan vi kan dokumentere og certificere gamle byggematerialer, slutter direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.

Relateret indhold