Kabeltyverier er også udbredt på byggepladser

Installatørvirksomheden Fugmann A/S har de seneste ti år tabt omkring en million kroner på byggepladstyverier.
Installatørvirksomheder, der arbejder med nybyggeri, rammes også af tyverier. Foto: Colourbox.
Installatørvirksomheder, der arbejder med nybyggeri, rammes også af tyverier. Foto: Colourbox.

De fleste forbinder kabeltyverier med de nedbrud, der har været primært på det københavnske S-togsnet, hvor østeuropæiske bander har stjålet flere hundrede meter kobberkabler i nattens mulm- og mørke med deraf følgende forsinkelser af morgentrafikken.

Men også installatørvirksomheder rammes af tyverierne. Det kan formanden for Tekniq, Henrik Fugmann, tale med om:

Over de seneste ti år har vi alene i vores virksomhed været ramt af tyverier i størrelsesordenen en million kroner.

Henrik Fugmann Formand, Tekniq

– Det kan være, byggestrømmen er stjålet, eller at standardinstallationerne i løbet af weekenden er klippet ned. Vi har sågar oplevet, at kabler, der er lagt i jord, er blevet gravet op. Det koster både penge og besvær. Det rammer ikke alene os, men også andre installationsvirksomheder, der arbejder med nybyggeri, fortæller Henrik Fugmann til Dagens Byggeri.

Ingen forsikring

Han forklarer også, at der ikke er nogen forsikringer, der dækker tabene, men at installationsvirksomhederne eksempelvis kan forsøge at modvirke tyverierne ved at benytte aluminium i stedet for kobber, selv om det er mindre fleksibelt og mere besværligt at arbejde med:

– Over de seneste ti år har vi alene i vores virksomhed været ramt af tyverier i størrelsesordenen 1 million kroner. Der er ingen efterforskning eller anden politiaktivitet, der forsøger at opklare tyverierne. Der sker ingenting, siger Henrik Fugmann, der overvejer at DNA-mærke kablerne.

Dansk Byggeri lavede i 2013 en undersøgelse, der viste, at tyverier fra byggepladser årligt koster 600 millioner kroner. 60 procent udgør værdien til at købe nyt for, mens 40 procent er de indirekte konsekvenser som efterfølgende spildtid.

Relateret indhold