JJW Arkitekter minimerer skaderne

JJW Arkitekters årsregnskab viser positiv fremgang på en række nøgletal, men resultat er præget af samarbejdspartners konkurs.
Administrerende direktør Nina Kovsted kan se tilbage på et årsregnskab, hvor JJW Arkitekter satte omsætningsrekord. Men en konkurs prægede desværre bundlinjen. Foto: Laura Græsdal Maajen / JJW Arkitekter.
Administrerende direktør Nina Kovsted kan se tilbage på et årsregnskab, hvor JJW Arkitekter satte omsætningsrekord. Men en konkurs prægede desværre bundlinjen. Foto: Laura Græsdal Maajen / JJW Arkitekter.

Man kan ikke være forberedt på alt. For selv om JJW Arkitekter A/S’ nettoomsætning for 2016 rundede 56 millioner kroner, hvilket er den højeste i tegnestuens 30-årige historie, blev der i årets løb alligevel kastet grus i maskinerriet. Det økonomiske resultat før skat landede således på blot 780.000 kroner, hvilket svarer til en overskudsgrad på 1,5 procent. Det er selvfølgelig ikke økonomisk tilfredsstillende, men på trods af dette finder JJW Arkitekter, at årets resultat er acceptabelt. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.

Årets resultat skal nemlig ses i lyset af en tæt samarbejdspartners konkurs. Lemming & Eriksson A/S rådgivende ingeniørers konkurs efterlod JJW Arkitekter A/S med en lang række uafsluttede projekter. Skift af ingeniør, omprojektering og genopretning af projektmateriale har derfor forårsaget store økonomiske tab på sagerne. Derudover har tegnestuen brugt massive ressourcer på udredning og risikominimering i forbindelse med ingeniørvirksomhedens konkurs.

– Det er netop den store og kvalificerede teamindsats, fra såvel medarbejdere som ledelse, der gør, at vi har kunne minimere skaderne og håndtere situationen professionelt, det vil sige med mindst mulige gener for vores kunder og øvrige samarbejdspartnere. JJW har i 2016, alene forårsaget af Lemming & Erikssons konkurs, haft et tab på cirka 3,4 millioner, eksklusiv den tid vi har brugt i forbindelse hermed. Det betyder også, at vi, såfremt Lemming og Eriksson A/S ikke var gået konkurs, i 2016 ville have præsteret et overskud på 4,2 millioner før skat, hvilket ville svare til en overskudsgrad på 7 procent. En positiv udvikling fra 2015 og således et resultat, der økonomisk havde været tilfredsstillende, siger administrerende direktør Nina Kovsted.

Gearing fungerer

JJW Arkitekter hæfter sig ved, at årsregnskabet for 2016 viser positiv fremgang på en række nøgletal. De strategiske indsatser omkring udvidelse af markeder og kunder er indfriede i 2016. I slutningen af året åbnede JJW Arkitekter A/S kontor i Sverige og er allerede i gang med et 20.000 kvadratmeter stort boligprojekt i Limhamn samt et parallelopdrag i Malmø. Derudover har JJW Arkitekter A/S i 2016 udvidet kundeporteføljen med flere private kunder.

Årsregnskabet indikerer, at tegnestuens fokus og indsats omkring professionalisering, nye markedsområder og kunder, samt de seneste års organisatoriske omstillingsproces har båret frugt.

De positive takter er forsat ind i 2017, og Nina Kovsted ser postivt på 2017.

– Vi betragter Lemming & Erikssons konkurs som en 100 års hændelse, og resultatet af første kvartal 2017 giver os anledning til at tro på, at vi i 2017 får en højere omsætning end i 2016. Med en høj omsætning, positive nøgletal og en rigtig gearing forventer vi således i 2017 positive resultater på alle tre bundlinjer, siger hun.

Relateret indhold