Jesper Friis Poulsen: Ny struktur skal rette op på fejl

Ny central direktør skal fremadrettet overvåge og koordinere alle byggerier, så man minimerer risikoen for dyre nedskrivninger.
Jesper Friis Poulsen forventer, at det negative resultat i 2019 bliver en enlig svale og at JFP er tilbage på sporet igen i 2020 - corona eller ej. Pressefoto.
Jesper Friis Poulsen forventer, at det negative resultat i 2019 bliver en enlig svale og at JFP er tilbage på sporet igen i 2020 - corona eller ej. Pressefoto.

JFP A/S fra Herning har netop afleveret årsregnskab for 2019, der viste et negativt årsresultat på 11 millioner kroner.

Den udvikling skal naturligvis vendes øjeblikkeligt, og ledelsen har netop afsluttet en tilbundsgående analyse, der belyser alle forhold og årsager til det ærgerlige resultat.

– Det underskud skal helst være en enlig svale. For fremadrettet at minimere risiko for fejl har vi lavet en række ændringer i organisationen. Vi leder derfor lige nu efter en central produktionsdirektør for hele landet, som skal erstatte to regionsdirektør-stillinger, der bliver nedlagt. Den nye produktionsdirektør skal have mere fokus på ledelse samt på den koordinerende opfølgning og overblik over byggerierne, fortæller administrerende direktør Jesper Friis Poulsen til Dagens Byggeri.

Han tilføjer, at JFP desuden har ansat en controller mere, som også skal følge byggerierne.

– Og vi har fordoblet vores medarbejderstab i tilbuds- og indkøbsafdelingen. Det er dyre lærepenge for os, men heldigvis kan vi love kunderne, at vi leverer kvalitetsbyggerier. Det er det, vi er kendt for, og det ændrer vi ikke på, fastslår direktøren.

Læs også ‘Tabgivende projekt blev dyrt for JFP‘.

Nyt ledelsessystem skal gennemsyre hele virksomheden

Siden Jesper Friis Poulsen i 2018 vendte tilbage til rollen som den øverst ansvarlige i JFP A/S har han arbejdet på en helt ny ledelsesstruktur, der i øjeblikket er ved at blive rullet ud.

– Det er et ambitiøst ledelsessystem, som vi sidste år fik forankret i topledelsen. Nu skal det så udrulles til mellemlederne. Det skal sikre os bedre organisatorisk til at modstå udsving i markedet. Det har kostet mange ressourcer, men det giver os en stærk og unik position fremadrettet, og vi opnår en tættere relation til vores medarbejdere, som styrker den vigtige vidensdeling og derigennem vores konkurrenceevne, siger Jesper Friis Poulsen.

Investering i knowhow

JFP har ligeledes investeret i større knowhow inden for udvalgte områder.

– Sundheds- og plejesektoren er et godt eksempel. Her kan vi nu tilbyde vores kunder endnu bedre ekspertviden og særlig rådgivning, og det gør vores konkurrencesituation stærkere, siger han.

JFP har i 2019 haft stor fokus på arbejdsmiljø, som der også er blevet investeret kraftigt i.

– Vi er blevet ISO-certificeret i arbejdsmiljø og har fået en kronesmiley. Det fortæller, at vi passer godt på vores medarbejdere og samarbejdspartnere, og det stemmer overens med vores grundværdier, som er ordentlighed, ansvarlighed og troværdighed, fortsætter Jesper Friis Poulsen.

De forskellige tiltag er med til at gøre direktøren fortrøstningsfuld i forhold til fremtiden.

– Jeg ved, at vi har sat ind, hvor der har været behov. Og samtidig er det vigtigt at huske, at langt størstedelen af vores projekter har fungeret upåklageligt sidste år. Det negative resultat er rigtig ærgerligt, men jeg ved, at vi nu har gjort det der skal til, og jeg kan derfor med tilfredshed se fremad, siger Jesper Friis Poulsen til Dagens Byggeri.

Det er et ambitiøst ledelsessystem, som vi sidste år fik forankret i topledelsen. Nu skal det så udrulles til mellemlederne.

Relateret indhold