Det gik lynhurtigt, da projektudbyderen Blue Capital lancerede et ejendomsprojekt på 55 mio. kr. til Billigblomst-kædens nye 4.555 kvm havecenter på Sigrunsvej i Hillerød.
Tidligere i år solgte Blue Capital to andre projekter med Coops 365discount-butiksejendomme i Vejle til 32 mio. kr. og i Værløse til 40 mio. kr. Om kort tid bliver en SuperBrugsen-ejendom i Gentofte udbudt.
– Vores tre første projekter i år blev alle udsolgt på få arbejdsdage – ejendommen i Vejle endda i løbet af en enkelt dag. Det er sket, selv om indskuddet fra hver investor var næsten 2,2 mio. kr. i Hillerød og omkring 1,5 mio. kr. i Vejle og Værløse. Salgene sker i kølvandet på 11 projekter sidste år – den store interesse afspejler, at erhvervsejendomme stadig appellerer til mange langsigtede investorer, ikke mindst i en tid med den højeste inflation i årtier og med store kursudsving på aktier, siger Nicolai Ravn Andersen, investeringschef i Blue Capital.
Gode, lange og uopsigelige lejekontrakter
Siden etableringen i 2010 har Blue Capital udbudt næsten 100 ejendomsprojekter for omkring 3 mia. kr., typisk med et eller flere butikslejemål med økonomisk solide lejere, der har indgået lange, uopsigelige lejekontrakter på 10-15 år og med lejeregulering i takt med inflationen.
F.eks. løber aftalen med Billigblomst i 15½ år, mens de to lejeaftaler med 365discount under Coop er på 15 år. Alle projekter er udbudt som såkaldte kommanditselskaber eller K/S’er, hvor op til 10 investorer går sammen. Investorerne er typisk velhavende private, som foretrækker færdige ejendomsprojekter med solide lejere på lange kontrakter og med god beliggenhed.
– Som regel oplever vi stor interesse fra lokalområdet, når vi udbyder projekter – folk vil gerne kunne følge den ejendom, de bliver medejer af, fortæller Nicolai Ravn Andersen.
Investeringschefen tilføjer, at det gavner detailhandel og de fysiske butikker, når investorer overtager butiksejendomme:
– Det frigiver nemlig kapital til butikker og detailkæder. F.eks. vil Billigblomst gerne åbne flere havecentre, men det kræver kapital at ekspandere. Hos Coop bidrager ejendomsprojekterne til, at koncernen får penge til at modernisere sine mange butikker og til it-investeringer, der sikrer en mere effektiv drift og dermed billigere varer.