Innovative byggematerialer i arkitekturen

Til maj 2018 er der Architect at Work-event for tredje gang i København, og årets sideevents vil være med temaet "tekstiler indtænkt i arkitekturen".
Konceptet for Architect@Work omfatter et skræddersyet stand-layout, her på billedet som det så ud i München, september 2017. Pressefoto.
Konceptet for Architect@Work omfatter et skræddersyet stand-layout, her på billedet som det så ud i München, september 2017. Pressefoto.

Architect@Work er ikke nogen traditionel messe, snarere en koncentreret innovations-event med skræddersyede networking-dage og udvalgte stande. Her får arkitekter, indretningsarkitekter, ingeniører med flere lidt innovativ inspiration, oplevet i et overskueligt udstillingsmiljø.

Fokuseret og effektivt

De udvalgte udstillere og deres individuelle input til byggebranchen godkendes af en dansk, faglig jury ud fra strenge kriterier for innovationsgraden. De deltagere, som slipper gennem nåleøjet, præsenterer deres bidrag på stande, som fremstår velstruktureret og ensartet i størrelse, placering og udformning; med god plads omkring til de besøgende. Således udnyttes faciliteterne i Forum bedst muligt i overensstemmelse med det enkle og fokuserede Architect@Work-layout, hvor gæsterne ledes på vej ad en rute gennem innovative produkter, materialer, applikationer og services.

Denne præsentationsform er karakteristisk for samtlige Architect@Work-events verden over, og giver udstillerne lige vilkår, samtidig med at de besøgende får en effektiv og fokuseret oplevelse.

Desuden færdiggøres lige nu et program med en række gæstetalere, heriblandt kreativ direktør og partner Jesper Gottlieb fra Gottlieb Paludan Architects.

Innovativ inspiration

Årets tema for sideevents, Tekstiler & Arkitektur, viser hvordan tekstiler mixes med traditionelle byggematerialer, så der opnås visuel fornyelse og en række praktiske fordele, såsom forbedret trivsel og øget bæredygtighed, bedre akustik og lysregulering, og en mere levende og fleksibel bygningsstruktur og formgivning.

Tekstiler er her ikke kun indsnævret til stof og dekoration i interiøret, men kan omfatte for eksempel metalvævning, tekstilmembraner og coatede polymervæv. Nye teknologier til integration af tekstiler i arkitektur åbner interessante perspektiver, hvor tekstiler eller tekstilstrukturer tænkes direkte ind i arkitektur og byggematerialer

Ny tradition

Det er tredje gang, Architect@Work finder sted i Danmark. Første gang var i 2015, anden gang i 2016 med temaet Træ & Arkitektur, og nu som fast event hvert andet år, startende med Forum i København den 16. og 17. maj 2018.

Der holdes i 2018 17 Architect@Work-events internationalt, som del af en serie på 24 events i 14 lande. Det første blev holdt 2005 i Belgien.

Relateret indhold