Ingen ombygning af Hillerød Station

Det var den tidligere regering og dens forligspartier, der fandt, at den ellers planlagte ombygning ville blive for dyr.
Der kommer ingen ombygning af Hillerød Station. Her et billede fra Nordhavn Station. Foto: Colourbox.
Der kommer ingen ombygning af Hillerød Station. Her et billede fra Nordhavn Station. Foto: Colourbox.

Folketinget besluttede under den tidligere regering i 2012 at iværksætte en ombygning af Hillerød Station, men indtil videre er intet sket.

Det har fået Trine Torp fra SF til at bede transport- og bygningsminister Hans Chr. Schmidt om en status i sagen, og han gør opmærksom på, at ombygningen er en del af aftalen mellem den tidligere S-R-SF-regering, Dansk Folkeparti og Enhedslisten om ‘Bedre og Billigere kollektiv trafik’.

Det er den tidligere regering sammen med sin forligskreds, som de facto har besluttet ikke at gå videre med projektet.

Hans Chr. Schmidt Transport- og bygningsminister

Ministeren understreger, at Venstre ikke er en del af den aftale, og at det af aftalen fremgår, at Hillerød Kommune har vurderet ombygningen til at koste 29 millioner kroner. Forligspartierne var enige om at reservere 15 millioner kroner til ombygning af Hillerød Station.

Tommelen ned

De pågældende partier har ifølge transport- og bygningsministeren senere besluttet, at der skulle udarbejdes en forundersøgelse af projektet, men denne har vist, at projektet vil koste 149-297 millioner kroner:

– Forundersøgelsen blev afsluttet i foråret 2015 og fremsendt af den daværende transportminister til bedre-billigere-forligskredsen, som ikke har udtrykt ønske om at gå videre med projektet. Det er således den tidligere regering sammen med sin forligskreds – herunder spørgerens eget parti – som de facto har besluttet ikke at gå videre med projektet, oplyser Hans Chr. Schmidt.

Samdrift

Samtidig har Banedanmark lavet en forundersøgelse, ‘Opgradering af Hillerød Station’, og den viser, at det er muligt at gennemføre et projekt med en delvis sammenbinding af lokalbanelinierne på Hillerød Station for 149-182 millioner kroner afhængig af løsningsmodel for etablering af gangforhold. Den model indebærer, at tre tog i timen fra de nordlige linier vil kunne køre i samdrift med Frederiksværkbanens tog og dermed have direkte forbindelse til Favrholm, hvor det nye nordsjællandske supersygehus skal ligge.

En model med direkte forbindelse til Favrholm for seks tog i timen fra de nordlige lokalbanelinier kan etableres for 230-264 millioner kroner afhængig af løsningsmodel for etablering af gangforhold.

Relateret indhold