Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen var onsdag i samråd i Folketinget angående planerne om at ændre reglerne for bebyggelse i kystområder – foreløbig med en række forsøgsprojekter, der blandt andet kan betyde øget beskæftigelse i byggesektoren.
Efter mødet afviste ministeren over for Dagens Byggeri, at regeringen vil skabe tilstande som på Solkysten eller Mallorca.
Der er tale om byggerier på 0,2 procent af den samlede kyststrækning, som berøres af de ti projekter.
Troels Lund Poulsen Erhvervs- og vækstminister
– Der er tale om byggerier på 0,2 procent af den samlede kyststrækning, som berøres af de ti projekter. Vi vil give nogle nye udviklingsmuligheder til vores kyst- og naturturisme, fordi det er nødvendigt. Det er ikke mindst for at styrke vores landdistrikter. Det kan skabe lokal aktivitet, og det er lige det, der også lå til grund for det, som den tidligere regering besluttede om forsøgsprojekterne, og som vi har videreført, sagde Troels Lund Poulsen.
Han understreger, at det ikke er nok med byggerierne. Der skal også øget markedsføring af de nye muligheder til.
Ingen golfbaner
Noget af det, der ville kunne skabe muligheder for eksempelvis anlægsgartnerne, ville være anlæg af golfbaner i kystområder nærmere strandlinien – såkaldte linksbaner – men det er der ifølge ministeren ikke planer om at ændre på.
– Det er der ikke planer om på nuværende tidspunkt. Nu har vi lavet de ti forsøgsprojekter, og der lægges op til yderligere 15. Der er ikke lagt op til, at det også skal gælde golfbaner, slutter erhvervs- og vækstministeren.