I år vil der på byggerimessen Building Green i København blive uddelt en ny pris til en person, der har involveret sig særligt i udviklingen af miljø- og klimarigtigt byggeri.
Hidtil har der været uddelt en pris for bedste produkt, men tilføjelsen af den nye personpris skal være med til at fastslå vigtigheden af de grønne ildsjæle indenfor byggebranchen.
De mange personpriskandidater, der nu er reduceret til fem, viser, at engagementet i bæredygtigt byggeri …
Sarah Elhauge Building Green
– De mange personpriskandidater, der nu er reduceret til fem, viser, at engagementet i bæredygtigt byggeri både er dybt og bredt, siger salgs- og marketingschef for Building Green Sarah Elhauge i en pressemeddelelse.
De fem nominerede personer til personprisen er direktør i det bæredygtige byggefirma Egen Vinding & Datter Lars Jørgensen, beboer i det eksperimenterende boligfællesskab Andelssamfundet Hjortshøj Lisbeth Kristiansen, byggeudviklingschef i boligadministrationsselskabet BO-VEST Jesper Rasmussen, partner i modulbyggevirksomheden CPH Containers Frederik Noltenius Busck og kreativ direktør i arkitektvirksomheden SLA Stig L. Anderson.
Stor interesse for grønt byggeri
Det er næppe et tilfælde, når Building Green vælger at udvide prisuddelingen på messen til også at omfatte personer. Interessen for det grønne byggeri er nemlig ifølge fagjurymedlem Kasper Lynge Jensen fra InnoBYG støt stigende, og flere og flere engagerer sig i emnet, mener han.
– Det store antal kandidater, både til produkt- og personprisen, viser, at bæredygtighed har etableret sig som et begreb, som alle byggeriets aktører forholder sig til og engagerer sig i. Flere og flere interesserer sig for grønne løsninger, og samtidig er engagementet, kvaliteten og innovationsniveauet så højt, at jeg forventer en meget tæt kåring, siger Kasper Lynge Jensen i pressemeddelelsen.
Årets Building Green-arrangement finder sted i Forum i København den 2. og 3. november.