HusCompagniet åbner kontor i Silkeborg

Silkeborg oplever en stor befolkningstilvækst i disse år, og interessen for at bygge nyt parcelhus er mere end fordoblet på bare fem år.
Borgmester Steen Vindum (tv.) og Michael Ørgaard. Pressefoto.
Borgmester Steen Vindum (tv.) og Michael Ørgaard. Pressefoto.

HusCompagniet, der er Danmarks største husbygger, har de seneste år oplevet en stigende interesse for at bygge nyt parcelhus i Silkeborg og omegn. I 2017 blev der bygget 155 nye parcelhuse i Silkeborg Kommune. Det er en fordobling siden 2013, hvor der kun blev bygget 72 huse, og er samtidig det højeste antal i 10 år.

– Vi ser en markant stigende interesse for at bygge nyt parcelhus i Silkeborg. Det skyldes en lang række faktorer, heriblandt den nye motorvej og at Silkeborg Kommune har været opmærksomme på at imødekomme den stigende interesse med flere attraktive udstykninger. Derfor ser vi et stort potentiale i Silkeborg og de omkringliggende byer, forklarer Michael Ørgaard fra HusCompagniet.

Han har i en årrække siddet på HusCompagniets Aarhuskontor, men er nu udpeget til chef for den nye afdeling i Silkeborg, der netop er åbnet i Tværgade i Silkeborg. Det nye salgskontor indeholder kontor og mødelokaler. Her skal Michael Ørgaard sidde sammen med byggerådgiver Maria Høegh samt RealMæglerne Silkeborg.

Blåstempling af kommunen

Silkeborg Kommune er også begejstret for den stigende byggelyst, og borgmester Steen Vindum (V) ser det som en generel blåstempling af byen og kommunen.

– Vi vokser med op mod 1000 nye borgere om året og har netop rundet 92.000 indbyggere. Vores ambition er at runde 100.000 borgere inden 2025. Væksten er et klart signal om, at Silkeborg er et godt sted både at bo og drive virksomhed, og at vi udvikler os i den rigtige retning, siger Steen Vindum og fortsætter:

– Jeg glæder mig især over, at vi ser, at mange unge familier har lyst til at bygge nyt.

Udstillingsby i Balle Kirkeby

HusCompagniet bygger i øjeblikket huse flere steder i Silkeborg Kommune, og udover det nye salgskontor får Silkeborg også en helt ny udstillingsby beliggende på Tvebaksvej i Balle Kirkeby nord for Silkeborg. Udstillingsbyen består af fem huse i størrelsen fra 165 til 180 kvadratmeter og skal bidrage til både at inspirere kommende nybyggere og sikre en bedre forventningsafstemning mellem kunderne og byggerådgiverne.

– Det er vigtigt at være tæt på kunderne i de områder, hvor byggelysten er stor. Det er årsagen til, at vi nu går all in og både åbner kontor og udstillingsby i Silkeborg. Med kun få minutters kørsel mellem det nye kontor og den nye udstillingsby får vi nogle ideelle rammer for, at kunden kan foretage de rigtige valg og den altafgørende forventningsafstemning fra starten, fortsætter Michael Ørgaard.

Det er vigtigt at være tæt på kunderne i de områder, hvor byggelysten er stor. Det er årsagen til, at vi nu går all in og både åbner kontor og udstillingsby i Silkeborg.

Relateret indhold