Hovedstaden sidder tungt på byggeriet

Der blev igangsat byggeprojekter for 72,7 mia. kr. i 2016, hvilket er en fremgang på mere end 5 mia. kr. i forhold til niveauet i 2015. Region Hovedstaden står for 44 procent af byggeriet.
Byggeriet i Region Hovedstaden er lokomotivet i den danske byggebranche. Foto: Colourbox.
Byggeriet i Region Hovedstaden er lokomotivet i den danske byggebranche. Foto: Colourbox.

Det professionelle projektmarked har vist en opadgående tendens siden 2012, og især i 2014 tog byggeriet et ordentligt hop, og der blev igangsat projekter for 11 mia. kr. mere end i 2013. I 2015 holdt niveauet med en mindre tilbagegang på 3 procent. Det ændrede sig så igen i 2016, som blev endnu et år med fremgang på det professionelle projektmarked. Der blev igangsat byggeprojekter med en samlet værdi på 72,7 mia. kr. i 2016, hvilket er en fremgang på mere end 5 mia. kr. i forhold til niveauet i 2015.

Rekord i hovedstaden

Fremgangen ses især i Region Hovedstaden, hvor der blev igangsat projekter for 32,2 mia. kr. i 2016. Det svarer til projekter for 7,2 mia. kr. mere end i 2015. Byggeriet i Region Hovedstaden udgjorde dermed 44 procent af det professionelle marked i 2016, hvilket er et rekordhøjt niveau. 2016 bød også på fremgang, dog noget mindre, for byggeriet i Region Sjælland. Byggeriet i Region Syddanmark holdt niveauet i 2016, mens der har været tilbagegang i både Region Midtjylland og Nordjylland.

Boligbyggeriet vokser

Væksten på det professionelle projektmarked i 2016 er næsten udelukkende båret af hovedgruppen ‘Boliger’, idet boligbyggeriet er eksploderet de seneste år. For tredje år i træk er der en markant fremgang for boligprojekterne. I 2016 blev der igangsat boligprojekter for knap 25,7 mia. kr. i Danmark, hvilket svarer til boliger for 4,4 mia. kr. mere end i 2015. Dermed udgjorde boligprojekterne hele 35 procent af projektbyggeriet i 2016. Boligbyggeriet ligger dermed på et virkelig højt niveau sammenlignet med tidligere år, både når man ser på værdien af igangsatte projekter, og når man ser på andelen af det samlede byggeri.

– Fremgangen for boligbyggeriet i 2016 har alene vist sig inden for nybyg af boliger, mens renoverings- og kombinationsprojekterne holdt samme niveau som i 2015. Derudover er boligbyggerierne også i høj grad centreret omkring de store byer og i særdeleshed omkring København. Mere end halvdelen af alle boligbyggerierne blev igangsat i Region Hovedstaden i 2016. Boligpriserne har været opadgående de seneste år, hvilket har gjort og fortsat gør boliger til en attraktiv investering for developere, investorer, fonde og pensionskasser. Derfor forventer vi faktisk også, at denne udvikling vil fortsætte i 2017, siger Jens Slott Johansen, adm. direktør i Byggefakta.

Flere varmeværker men færre hospitaler

En anden hovedgruppe, der også udviklede sig positivt i 2016, er ‘Energi & renovation’. Hovedgruppen er gået frem med hele 5,9 mia. kr. sammenlignet med 2015, hvilket især kan tilskrives det store projekt omkring Amagerværket. Anderledes ser det ud for hovedgruppen ‘Sundheds- & socialvæsnet’, som er gået tilbage med hele 6,2 mia. kr. i forhold til niveauet i 2015. I 2015 blev der igangsat flere af de helt store supersygehuse, men i 2016 er der kun et hospitalsprojekt med budget over 500 mio. kr.

Private driver væksten

Væksten i 2016 er især drevet af de private bygherrer, som igangsatte projekter for næsten 42 mia. kr. hvilket er en fremgang på 6,4 mia. kr. sammenlignet med 2015. Dermed udgjorde projekter med private bygherrer hele 58 procent af det samlede projektmarked i 2016.

Bygherretypen ‘Offentlig – kommune’ har også udviklet sig positivt i 2016 og blev dermed den 2. største bygherretype i 2016. Bygherretypen ‘Boligselskab – almen’ er gået en smule tilbage, men holder fortsat et relativt stabilt niveau sammenlignet med tidligere år. Anderledes ser det ud for bygherretypen ‘Offentlig – region’, hvor aktiviteten stort set er halveret i 2016. Bygherretypen ‘Offentlig – stat’ går en smule tilbage i forhold til 2015, og aktiviteten ligger dermed fortsat markant under niveauet i 2014.

– Det er nu femte år i træk, hvor vi ser fremgang for de private bygherrer. Det betyder, at den fremgang, vi har set for projektmarkedet, primært har været skabt af privatfinansierede projekter. Det hænger selvfølgelig også tæt sammen med den fremgang, vi har set for boligprojekterne, da boligerne er et attraktivt investeringsobjekt netop nu, siger Jens Slott Johansen.

Hent Trends for byggebranchen 2012-2016 her.

Illustration: Byggefakta.
Illustration: Byggefakta.
Illustration: Byggefakta.
Illustration: Byggefakta.

Relateret indhold