Blandt emnerne i valgkampen var den fremtidige anvendelse af indtægterne fra Storebæltsforbindelsen.
Da forbindelsen blev etableret med brugerbetaling, var det et klart politisk løfte, at indtægterne alene skulle anvendes til at betale for Storebæltsprojektet – ikke være en skatte- og afgifts-malkeko. Men der har allerede været flere eksempler på, at politikerne ikke har kunnet lade være med at bruge indtægterne på Storebælt på andre ting – eksempelvis infrastrukturprojekter andre steder i landet.
Det er rigtigt, at partierne sammen i 2009 tog penge fra Storebæltsforbindelsen, og at man har gjort det i en vækstpakke.
Hans Chr. Schmidt Transportminister
Senest har regeringen ifølge SF’s transportordfører, Karsten Hønge, i forbindelse med Finansloven taget penge fra Storebælt for at finansiere blandt andet nedsættelsen af registreringsafgiften.
Forlænget tilbagebetaling
Under valgkampen sagde blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen, at der ikke skulle tages penge fra Storebælt til finansiering af andre ting, og det fik Karsten Hønge til forleden at indkalde transportminister Hans Chr. Schmidt i samråd for at redegøre for regeringens planer for fremtidig brug af indtægterne fra Storebæltsforbindelsen til finansiering af andre samfundsopgaver.
Karsten Hønge henviser til, at regeringen har spillet ud med en forlængelse af tilbagebetalingstiden for at finansiere en række andre formål, på trods af at blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen og energiminister Lars Chr. Lilleholt i valgkampen gjorde sig til talsmænd for en sænkning af priserne for at krydse den faste forbindelse.
Mærkeligt samråd
Det blev ifølge Karsten Hønge et mærkeligt samråd, hvor ministeren svarede med enstavelsesord:
– Transportministerens opførsel på udvalgsmødet var så arrogant, at det nærmest var en krigserklæring over for udvalget. Ministeren valgte at tolke spørgsmålet så snævert, at han valgte at svare i enstavelsesord. Men pointen i hele samrådet var jo netop, at fremtrædende venstrepolitikere med statsministeren i spidsen afviste, at der skulle bruges penge fra Storebælt til at finansiere andre samfundsopgaver. Konfronteret med så klokkerent et løftebrud vælger transportministeren at svare, at det har regeringen ingen planer om fremover. Det er en skummel måde at føre politik på, siger Karsten Hønge til Dagens Byggeri.
Af egen drift
Han fastslår, at det er regeringen selv, der af egen drift i deres eget finanslovsudspil foreslår, at Storebæltsforbindelsen skal bidrage med flere hundrede millioner kroner:
– De går blandt andet til, at det skal være billigere at bo i hus i Nordsjælland og at nedsætte registreringsafgiften på biler. Så er der et lille figenblad, hvor det gøres billigere for pendlere i bil at krydse Storebælt. Det er dog et ganske lille beløb ud af det samlede beløb. I SF har vi ikke berøringsangst med hensyn til at bruge penge fra Storebæltsforbindelsen. Det har vi gjort før, hvor vi har brugt penge til at understøtte infrastrukturprojekter andre steder i landet. Det var meget kontroversielt, og jeg måtte i valgkampen kæmpe mod anklager fra blandt andre venstreministre, der anklagede SF for at være med til i afgrænsede situationer at tage penge fra Storebæltsforbindelsen. Så er det altså for meget, at en venstre ledet regering få måneder efter valget af sig selv foreslår, at der gafles penge fra Storebæltsforbindelsen til noget, der intet har med infrastruktur at gøre, siger Karsten Hønge.
Det sker jo
Transportminister Hans Chr. Schmidt siger til Dagens Byggeri, at han ikke forstår Karsten Hønges kritik:
– Når man beder mig om at redegøre for, hvilke planer regeringen har for noget, hvor vi ingen planer har, så kan jeg ikke bare sidde og snakke, men er nødt til at sige, at vi ingen planer har. Det ville være unaturligt at sige noget om planer, vi ikke har. Men jeg svarede i øvrigt på en meget venlig måde. Det interessante var så, at Karsten Hønge selv sagde, at det har SF heller ikke. Det er rigtigt, at partierne sammen i 2009 tog penge fra Storebæltsforbindelsen, og at man har gjort det i en vækstpakke. Det sker jo. Jeg holdt mig fuldstændig til sandheden, siger Hans Chr. Schmidt uden at ville love, at bilisterne ikke igen oplever, at Storebæltsforbindelsen skal holde for, når der skal findes penge til andre formål.