Højt aktivitetsniveau giver By & Havn historisk godt resultat

By & Havns årsregnskab viser, at selskabet for femte år i træk har solgt byggeretter for mere end 1 mia. kr. og for sjette år i træk nedbringer gælden. Derudover forventer selskabet, at egenkapitalen bliver positiv inden for en kort årrække.
Værdien af arealerne på Stejlepladsen, der er indregnet i By & Havns årsregnskab for 2021, har bl.a. været medvirkende til selskabets historisk gode årsresultat med 1,498 mia. kr. i overskud. Illustration: By & Havn
Værdien af arealerne på Stejlepladsen, der er indregnet i By & Havns årsregnskab for 2021, har bl.a. været medvirkende til selskabets historisk gode årsresultat med 1,498 mia. kr. i overskud. Illustration: By & Havn

By & Havn har solgt byggeretter for 1,75 mia. kr. i 2021. Det er en rekord for selskabet, som betyder, at selskabet lander et overskud på 1,498 mia. kr. Salgsomfanget i 2021 viser, at det er sandsynligt at nå det samlede salgsmål på 3.400 mio. kr. i strategiperioden 2020-2023.

Rekordresultatet afspejler generelt set, at By & Havn er inde i en periode med et meget stort aktivitetsniveau inden for flere forretningsområder. Det høje aktivitetsniveau ventes fastholdt i de kommende år, hvor der gennemføres investeringer for ca. 6 mia. kr.

Det stærke resultat og salgsrekorden betyder blandt andet, at By & Havns gæld nedbringes med 215 mio. kr. Gældsnedbringelsen er primært opnået gennem det store salg af byggeretter, der repræsenterer i alt 360.000 etagemeter, hvoraf mere end 200.000 etagemeter skal anvendes til boligformål og 160.000 etagemeter til erhvervs- eller offentlige formål.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, glæder sig over det gode resultat.

– Der er ingen tvivl om, at det gode resultat baserer sig på en generel gunstig udvikling på ejendomsmarkedet i København og især på værdien af selskabets arealer på Stejlepladsen og Fælledby, som nu er indregnet i regnskabet. Vi mærker fortsat stor interesse for at købe byggeretter i København og derudover er vores løbende drift, herunder bl.a. jordmodtagelse i Nordhavn, i rigtig god form, siger hun.

Omsætning på 462 mio. kr.

Udviklingen af Fælledby og forventelig også Stejlepladsen vil for alvor gå i gang i løbet af 2022 efter afgørelse i klagesager, der midlertidigt satte en stopper for fremdriften. Udviklingen af områderne sker i regi af projektselskaber, hvor By & Havn har en ejerandel på 50 %. Udviklingen af de to områder med primært udlejningsboliger ventes at tage op til 10 år.

Udviklingen af de mange nye byområder fra Ørestad i Syd over Enghave Brygge til Nordhavn kræver, at der gennemføres mange byggemodningsopgaver.

Årets omsætning udgør 462 mio. kr., hvilket er 102 mio. kr. højere end i 2020. Ses der bort fra en negativ engangsregulering af lejen fra CMP på 140 mio. kr. i 2020, er omsætningen faldet med 38 mio. kr. Nedgangen var ventet, da kapaciteten til at modtage jord i Nordhavn er ved at være brugt op.

Salgstempoet vil gå ned

Efter de foregående års store salgsomfang har By & Havn nu mindre end 100.000 etagemeter lokalplanlagte byggeretter til boligformål salgsklare. Der er i løbet af 2021 fortsat arbejdet intenst med at få godkendt lokalplaner for nye byområder for at sikre, at det er muligt at efterkomme de kommende års efterspørgsel efter især nye boliger i København. Et eksempel herpå er godkendelsen af et lokalplantillæg for Enghave Brygge Syd, så udviklingen af metroplads, byrum, promenader, veje og stræder kan færdiggøres.

– Vi har hele tiden vidst, at salgstempoet i de kommende år forventeligt ville gå ned, indtil vi får flere lokalplanlagte områder. Udover det, så følger vi selvfølgelig også usikkerheden på de finansielle markeder meget nøje. Der er ingen tvivl om, at stigende renter og inflation giver en usikkerhed for den fremtidige økonomiske udvikling for os, såvel som for andre og der er mulighed for at markedets investeringsvillighed vil falde, siger Anne Skovbro.

Lokalplantillægget for Enghave Brygge Syd blev godkendt i 2021. I området skal bl.a. etableres ca. 26.700 m2 boliger i tre åbne karréer, ca. 14.000 m2 erhverv og 2.000 m2 daginstitution, metroplads, promenader, veje og stræder. Illustration: By & Havn
Lokalplantillægget for Enghave Brygge Syd blev godkendt i 2021. I området skal bl.a. etableres ca. 26.700 m2 boliger i tre åbne karréer, ca. 14.000 m2 erhverv og 2.000 m2 daginstitution, metroplads, promenader, veje og stræder. Illustration: By & Havn

Påvirket af Covid-19

By & Havns økonomi har været påvirket af Covid-19 både i 2020 og 2021 inden for forretningsområderne Parkering og Havnedrift. Omsætningen herfra ligger således under det niveau, der var forventet forud for Covid-19. Parkeringsindtægterne har været påvirket af en nedgang i indtægterne fra erhvervskunder, idet en del arbejdspladser i perioder har været nedlukket. Indtægterne fra havnedriften er påvirket negativt af de mange aflysninger af krydstogtanløb.

I 2021 afholdt By & Havn desuden 216 mio. kr. til byggemodning, hvoraf den væsentligste del relaterer sig til Trælastholmen og Sundmolen i Nordhavn.

Årsrapporten i sin fulde længe kan læses her.

Relateret indhold