HKB henter ny CEO fra Pihl

Per Aarsleff og Pihl & Søn har lagt byggestenene i Anders Bang Henriksens karriere. Nu tiltræder han som adm. direktør i entreprenørvirksomheden HKB.
Som ny CEO i entreprenørfirmaet HKB skal Anders Bang Henriksen bl.a. være med til at tilføje nybyggeri som et nyt forretningsben.
Som ny CEO i entreprenørfirmaet HKB skal Anders Bang Henriksen bl.a. være med til at tilføje nybyggeri som et nyt forretningsben.

Anders Bang Henriksen har lagt mere end 20 år – senest som driftsdirektør – i Pihl & Søn, som han var med til at genstarte i 2013. Nu tiltræder han som CEO i entreprenørfirmaet HKB, som Henrik Mørkholt stiftede tilbage i 1999.

Anders Bang Henriksen er uddannet civilingeniør fra DTU og har været i bygge- og anlægsbranchen i godt 30 år. Anders Bang Henriksen erstatter Erik Bech Pedersen, som har bestridt stillingen de seneste 3 år.

– Jeg skal hjælpe HKB med at gøre forretningen mere strømlinet og struktureret. Vi skal videreudvikle og fastholde de gamle dyder indenfor renovering, som HKB er kendt for, og samtidig ruste os til fremtidens byggeri, siger Anders Bang Henriksen.

Han skal bl.a. få forretningen til at vokse, samtidig med at den leverer kvalitet til tiden, til den aftalte pris og lever op til de mange nye krav, der bliver stillet til byggeriet.

– Byggebranchen er i forandring. Vi skal levere på bæredygtighed, være mere transparente i vores processer og have blik for vores kunders kunder. Det stiller nye krav til processer, materialer og medarbejdere. Som direktør vil jeg arbejde for, at HKB bliver rustet til at efterleve og håndtere de nye krav og udfordringer, som vi bliver mødt med. Jeg glæder mig til at blive en del af HKB, siger Anders Bang Henriksen.

Ny forretningsben: Nybyggeri

HKB blev stiftet af Henrik Mørkholt tilbage i 1999. I dag er HKB et entreprenørfirma med over 50 ansatte heraf 20 i egenproduktionen indenfor murer- og tømrerarbejde. Virksomheden holder til på Amagertorv i København K og har blandt andet specialiseret sig i renoveringer af bygninger i hovedstadens historiske kvarterer.

Ansættelsen af Anders Bang Henriksen som ny CEO skal styrke den eksisterende forretning og tilføje et forretningsben indenfor nybyggeri:

– Anders er den rigtige person for HKB. Han har været med til at bygge organisationer op i både Per Aarsleff og Pihl & Søn. Som leder går han efter løsninger i stedet for konflikter. Han er den helt rette til at løfte os til det næste niveau. Vi har fået et meget stærkt kort på hånden med ansættelsen af Anders, siger Henrik Mørkholt.

Relateret indhold