Historiske salgstider: Sommerhuse har fået en helt ny status

Salgstiden på sommerhuse er næsten tilbage på samme lave niveau som under corona, hvor et sommerhus i gennemsnit blev solgt på tre måneder. Og udviklingen forventes at fortsætte.
Sommerhusområde i grønne omgivelser.
Kombinationen af bl.a. høj beskæftigelse, lønstigninger og aftagende inflation giver gode muligheder for at købe sommerhus. Foto: Gettyimages.

Siden februar i år, hvor det i gennemsnit tog 143 dage at få solgt et sommerhus, er der blevet barberet 37 dage af salgstiden, så den nu er helt nede på 106 dage.

Det viser tal fra Boligsiden, som ejendomsmæglerkæden Estate har kigget nærmere på, og herfra lyder, at en salgstid på ca. 3 måneder hører til i den historisk lave ende.

Læs også

Efter værste konkursår: Vinden er ved at vende i byggeriet

– Vi skal kun tilbage til 2020 og årene op til, før en salgstid på knap 300 dage var helt normalt. Men efter nedlukningerne, hvor danskerne gik sommerhusbersærk, er det, som om sommerhusene har fået en helt ny status hos os som befolkning, siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig hos Estate.

Ideelle betingelser

Han mener, at pandemien aktiverede mange nye typer sommerhuskøbere, som ikke tidligere havde overvejet at eje et sommerhus.

Læs også

København vil udveksle klimaløsninger med brasiliansk megaby

– Samtidig befinder vi os i en tid, hvor de fleste er i beskæftigelse, lønnen er steget, inflationen er aftaget og renten ikke længere er på himmelfart. Kombinationen af de forhold er ideelle betingelser for at købe sommerhus, som alt andet lige er et gode, som kræver en stærk privatøkonomi, siger Thomas Hovgaard.

Kommet for at blive

Selvom udbuddet af sommerhuse sammen med priserne på dem er steget siden årsskiftet, er antallet af sommerhuse til salg næsten halveret ift. årene op til pandemien, hvor der i gennemsnit var ca. 12.000 sommerhuse til salg:

– Udbuddet ser ud til at følge salgstidernes udvikling. Men det lave udbud er samtidig udtryk for, at færre er tilbøjelige til at sælge deres sommerhuse ift., hvad vi var vant til tidligere. Jeg tror, at vi skal indstille os på, at det stærke sommerhusmarked er kommet for at blive, siger Thomas Hovgaard.

Relateret indhold