Historisk godt: Stark runder 10 mia. kr. i omsætning

Stark Danmark har øget sin markedsandel på det danske marked 10 kvartaler i træk og kan for første gang se tilbage på et regnskabsår med 10 mia. kr. i omsætning.
Stark Danmark har fået vendt nogle af årets udfordringer til fordele. Bl.a. har kæden har omlagte forsyningslinjer - for at overholde sanktioner mod Rusland og Hviderusland - været med til at sikre forsyninger af varer på den lange bane.
Stark Danmark har fået vendt nogle af årets udfordringer til fordele. Bl.a. har kæden har omlagte forsyningslinjer - for at overholde sanktioner mod Rusland og Hviderusland - været med til at sikre forsyninger af varer på den lange bane.

Årets resultat for regnskabsåret 2021/2022 betegnes i Stark Danmarks årsregnskab for tilfredsstillende, efter koncernen – i et marked præget af ekstraordinære udfordringer med vareknaphed og prisstigninger – nåede en omsætning på helt præcist 10.017 mio. kr., hvilket svarer til en stigning på 16 %.

Årets resultat steg fra 372 mio. kr. til 534 mio. kr.

– Med solid vækst i både omsætning og indtjening må årets resultat betegnes som tilfredsstillende. Ikke mindst fordi året har været præget af fortsatte udfordringer med først corona og derefter vareknaphed og prisstigninger, der blev yderligere forstærket af krigen i Ukraine. Senest har vi oplevet stigende inflation, der udfordrer alle aktører i byggebranchen. Derfor har det på mange måder været et vanskeligt år, hvor det har været afgørende, at vi er lykkedes med at fastholde den gode service af vores kunder, siger økonomidirektør Troels Vibholm.

Investerer løbende

Generelt har Stark Danmark styrket sin position på det danske marked og har øget sin markedsandel 10 kvartaler i træk. Som led i et strategiske fokus på især de små og mellemstore professionelle håndværkere investerer Stark Danmark løbende i virksomheden for at forbedre servicen af kunderne.

I år har Stark bl.a. åbnet sin anden forretning på Bornholm i Allinge, overtaget den sønderjyske VA-specialist Arnum Rør samt åbnet ny afdeling i Nuuk, der med 5.000 m2 er den største forretning i Grønland.

Byggecenterkæden har også åbnet sin fjerde Workwear Megastore i Aarhus, sikret sig byggegrund til en ny forretning i Næstved og taget forskud på en ny forretning i Rødekro med åbning af et salgskontor på byggegrunden.

Hjælper håndværkerne med klimakrav

Kædens strategiske fokus på bæredygtighed er også blevet udbygget i regnskabsåret med uddannelsen af flere bæredygtighedsambassadører samt en række dialogmøder med håndværkere, entreprenører og rådgivere over hele landet.

– Siden 2007 har vi arbejdet med at reducere klimabelastningen fra byggeriet herhjemme, og nu er vi nået dertil, hvor det for alvor er slået igennem og blevet en integreret del af vores forretning. Det er god timing, for med de klimakrav, der kommer fra årsskiftet, kan vi tilbyde især de små og mellemstore håndværkere den hjælp og rådgivning inden for området, som de får brug for, siger Troels Vibholm.

Partnerskabet med den bæredygtige messe Building Green fortsatte desuden i både København og Aarhus, mens Stark løbende har forbedret sine digitale services, ikke mindst inden for rådgivning om og dokumentation af bæredygtighed, så det nu er let for kunderne at tilgå eksempelvis miljøvaredeklarationer (EPD’ere).

Økonomidirektør Troels Vibholm kalder det 'god timing', at Stark Danmark har haft strategiske fokus på bæredygtighed siden 2007. Det høster man frugterne af nu, mens arbejdet med at reducere klimabelastningen fra byggeriet fortsætter.
Økonomidirektør Troels Vibholm kalder det ‘god timing’, at Stark Danmark har haft strategiske fokus på bæredygtighed siden 2007. Det høster man frugterne af nu, mens arbejdet med at reducere klimabelastningen fra byggeriet fortsætter.

Forventer et let nedadgående marked

Meget tyder på, at udfordringerne fra et ekstraordinært regnskabsår i et vist omfang kommer til at fortsætte ind i 2023, hvor byggeriet forventes at være negativt påvirket af inflation, høje priser på nogle byggematerialer samt nedgang i boligsalget.

Efter to år med meget høj aktivitet, forventer byggecenterkæden derfor et mere normalt marked, bl.a. baseret på, at aktiviteten i byggeriet allerede er faldet hen over dette efterår.

– Alt i alt forventer vi næste år et let nedadgående marked, hvor Stark Danmark vil holde fast i strategien om at udbygge vores services og netværk af forretninger, siger Troels Vibholm.

Virksomhedens moderselskab, Stark Group, har også haft et tilfredsstillende finansår 2021/2022 med bl.a. en lang række opkøb. Seneste har koncernen opkøb 600 britiske byggemarkeder for ikke mindre end 6,4 mia. kr.

Relateret indhold