En stor undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) viser, at der siden 2012 er 17 procent flere beskæftigede personer, der overbelastes psykisk, og at 15 procent flere har overbelastninger af muskel og skelet:
– Som beskæftigelsesminister er jeg bekymret over udviklingen. Med de tal, vi ser i dag, kan jeg konstatere, at arbejdsmiljøindsatsen har slået fejl. At indsatsen simpelthen ikke virker efter hensigten. Derfor vil regeringen – med inddragelse af forligskredsen – nedsætte et ekspertudvalg, der skal gentænke indsatsen på området. Min holdning er helt klar – det skal være sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen.
Den forkerte vej
Udviklingen af et bedre arbejdsmiljø er dermed gået den stik modsatte vej af målsætningerne om, at der inden 2020 skal være 25 procent færre alvorlige arbejdsulykker, 20 procent færre psykisk overbelastede og 20 procent færre med overbelastninger af muskel og skelet.
Når det kommer til arbejdsulykker, viser den seneste prognose fra 2014 dog, at antallet af alvorlige arbejdsulykker er faldet med 18 procent.
Ifølge Christian Juhl fra Enhedslisten viser tal fra ministeriet, at ulykker i byggeriet er steget fra 4.539 (2011) til 5.117 (2016):
AT styrtbløder
– Regeringens arbejdsmiljøindsats er intet mindre end en skandale. De planlagte forbedringer i regeringens 2020-plan nås ikke med den nuværende indsats. Nu vil ministeren putte arbejdsmiljøproblemerne i en syltekrukke, selvom alle, der beskæftiger sig med forebyggende arbejde, ved, hvad der skal til. Det kan betyde, at mennesker i endnu en periode skal have helbredet ødelagt og i værste fald dø af dårligt arbejdsmiljø. Mange virksomheder har alt for lidt systematik i arbejdsmiljøindsatsen og investerer ikke i uddannelse af deres arbejdsmiljørepræsentanter. Arbejdstilsynet styrtbløder efter en periode med hårde nedskæringer og ukvalificeret ledelse. Det skal der rettes op på blandt andet ved at ansætte 140 personer, som det sidste år er skåret væk, og gennem uddannelse og omorganisering af kontrolindsatsen. Ledelsen skal simpelthen lytte mere til de ansatte i Arbejdstilsynet, siger Christian Juhl.
Kræver handling – ikke syltning
Han kræver blandt andet, at der sættes ind overfor de kemiske arbejdsmiljøproblemer og henviser til skandalerne med epoxy og isocyanater hos Siemens. Kemien er slet ikke omfattet af regeringens 2020-plan.
– Endelig er der brug for en skærpelse af lovgivningen – ikke mindst over for det voldsomt stigende antal psykiske problemer på arbejdspladsen, siger Christian Juhl, der ønsker en hurtigt udarbejdet handlingsplan, ligesom de 1,25 milliarder kroner, som ligger gemt i Forebyggelsesfonden, skal bruges til at realisere handlingsplanen.