I en henvendelse til Folketingets transportudvalg skriver borgmestrene fra Trekantområdet – Billund, Fredericia, Haderslev, Kolding, Middelfart, Vejen og Vejle – at det fremgik af regeringsgrundlaget fra juni 2015, at der skal igangsættes en undersøgelse af en ny midtjysk motorvej på strækningen Give-Billund-Lunderskov, ligesom man løbende vil søge at forbedre fremkommeligheden på den østjyske motorvej E45.
Kommunerne er godt tilfredse med, at regeringen i finanslovsforslaget tager fat på det ene af projekterne, udvidelsen af E45 mellem Skanderborg S og Aarhus S.
Vigtig milepæl
– Udvidelsen er en vigtig milepæl, men den må ikke stå alene. Det er helt afgørende for udviklingen af et Danmark i balance, at regeringen fastholder og prioriterer undersøgelsen af Vækstmotorvejen – den midtjyske motorvej. Vi er enige i regeringens prioritering af den sydlige del af Vækstmotorvejen – via Billund – men dog således at den første etape udgår fra Christiansfeld/Haderslev. Det er vigtigt, at Billund Lufthavn, der dagligt er i skarp konkurrence med lufthavnen i Hamborg, bliver koblet på motorvejsnettet hurtigst muligt. Infrastrukturen omkring og adgangen til Billund Lufthavn skal forbedres og langtidssikres, hvis lufthavnen skal klare sig i den stigende internationale konkurrence og sikre sin status som international terminal. Det vil Vækstmotorvejen bidrage afgørende til, fortsætter borgmestrene.
Styrker synergien
De peger desuden på, at en motorvej på strækningen Christiansfeld/Haderslev-Lunderskov-Billund-Give vil øge sammenhængen og styrke synergien i jyske kommuner med en stor koncentration af økonomisk aktivitet.
– Motorvejen vil binde allerede eksisterende motorvej sammen på en intelligent måde, og Vækstmotorvejen vil afgørende styrke mobiliteten af varer, serviceydelser og medarbejdere i Jyllands vækstkorridor. En styrket mobilitet er blandt andet en forudsætning for at langtidssikre en fortsat udvikling af regionens turismeindustri, der er den største uden for hovedstaden, skriver borgmestrene i Trekantområdet.
Langsigtet løsning
De udtrykker imidlertid bekymring for, at regeringens udvidelser på E45 kommer til at stå alene og peger på behovet for en langsigtet løsning for infrastrukturen i Jylland.
På den baggrund opfordrer de pågældende kommuner til, at den del af regeringsgrundlaget, som omhandler den midtjyske motorvej, sættes i gang hurtigst muligt med en forundersøgelse af hele Vækstmotorvejen – den midtjyske motorvej fra Christiansfeld/Haderslev i syd til Hobro i nord, inklusive tværforbindelse til Skærup, og umiddelbart herefter en VVM-redegørelse for strækningen Christiansfeld/Haderslev til Give via Billund.