Gulvbassen fra Fredericia’ takker af efter 30 år

Michael Lund Kristensen går af som formand for Gulvbranchen: En enestående holdspiller, der vil blive savnet for sit godt selskab, skarpe forretningsforståelse og store branchekendskab.
Samtidig med at han kan fejre 40-års jubilæum i BT Gulve, går Michael Lund Kristensen af som formand for Gulvbranchen - efter mere end 30 år i gulvets tjeneste. Foto: Ricky John Molloy.
Samtidig med at han kan fejre 40-års jubilæum i BT Gulve, går Michael Lund Kristensen af som formand for Gulvbranchen - efter mere end 30 år i gulvets tjeneste. Foto: Ricky John Molloy.

Siden en række jyske og fynske gulvfolk i 1990’erne dannede en interessegruppe vest for Storebælt, har Michael Lund Kristensen været aktiv i branchen.

Den jyske gulvmand er efterfølgende blevet formand for flere gulvforeninger, medlem af Byggeriets Uddannelsers bestyrelse og næstformand i Dansk Byggeri:

– Det har aldrig været min plan at blive formand for den ene og den anden gulvforening. Det skete bare, siger han og uddyber:

– Da vi kom ind i Dansk Byggeri, åbnede der sig en plads i hovedbestyrelsen, hvilket var endnu en stor ære. Og så fik jeg lov til at slutte med næstformandsposten de sidste to år. Det er jeg stadig dybt forundret over; Gulvbassen fra Fredericia med en realeksamen i så fint selskab, siger Michael Lund Kristensen.

– Michael samler folk omkring sig

Gennem alle årene har Michael Lund Kristensen sat foreningen først og repræsenteret medlemmerne loyalt. Samtidig har han været god til at finde fælles fodslag, skabe fremdrift og skaffe den bedste underholdning til generalforsamlingerne, lyder det fra chef for Gulvbranchen Claus Christian Jensen:

– Michael er en enestående holdspiller, som samler folk omkring sig. Og det er ikke begrænset til byggeriet og branchen. Sangere, skuespillere og entertainere. Michael kender dem alle. Michael formår at få folk til at føle sig godt tilpas i hans selskab, og hvis det hele bliver lidt for kedeligt, så har Michael altid en sjov bemærkning, som tør selskabet op. Vi kommer til at savne hans gode selskab, hans skarpe forretningsforståelse og hans store branchekendskab.

Står bag fælles gulv-bibel

Som et af de vigtigste indsatsområder i sin karriere nævner Michael Lund Kristensen arbejdet med at udvikle Gulvfakta, som er et sæt fælles retningslinjer for arbejdet med gulve, der udvikles i fællesskab mellem leverandører og entreprenører.

– Det er ret enestående, at leverandører og entreprenører sammen har udviklet Gulvfakta til en fælles bibel. Der står meget stor respekt omkring Gulvfakta både internt i branchen og eksternt; hele byggebranchen & det danske retssystem, siger han.

– Der skal nye folk til

I dag er entreprenørerne og leverandørerne repræsenteret i de to foreninger Gulvbranchen og Gulvsektionen. Men håbet er at samle flertal for at undersøge muligheden for en fusion af de to foreninger på den kommende generalforsamling.

Derfor er generalforsamlingen i maj det helt perfekte tidspunkt for Gulvbassen at give depechen videre:

– Efter mere end 30 år som aktiv foreningsmand, synes jeg, at jeg tjent min værnepligt. Nu skal der nye dynamiske og engagerede folk til. Jeg har mange ting, jeg gerne vil nå i mit liv. I forbindelse med fusionen er det oplagt at blande kortene og sætte et hold af nye og gamle, som er klar til at bringe foreningen videre, siger Michael Lund Kristensen.

Relateret indhold