Gennem 40 år har Holbæk Lift og Materieludlejning opbygget en solid udlejningsvirksomhed med 20 medarbejdere og ca. 2500 stykker materiel i den vestsjællandske flåde. Nu er virksomheden opkøbt af GSV, der i forvejen har 20 faste afdelinger og 4 satellitafdelinger fordelt rundt i Danmark.
Holbæk-virksomheden har de seneste år leveret solide økonomiske resultater, og opnåede bl.a. at være Børsen Gazelle-virksomhed i 2016. Én af årsagerne er et meget tæt samarbejde med GSV, som har brugt Holbæk-virksomheden som fast leverandør i en årrække.
Med opkøbet får GSV nu en afdeling i Holbæk, der er Nordvestsjællands største by. Derudover er der otte afdelinger på Sjælland i hhv. Hedehusene, Greve, Hillerød, Kalundborg, Kirke Hyllinge, København, Næstved og Rødby, 1 på Fyn og 11 i Jylland.
– Det er vigtigt for os, at GSV er dér, hvor vores kunder er. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi nu udvider med endnu en afdeling – nu i Holbæk. Men det er jo ikke bare en afdeling, vi overtager. Det er en yderst veldrevet virksomhed, en ejers livsværk, top moderne materiel og ikke mindst 20 dygtige kommende kollegaer, siger Dan O. Vorsholt, CEO i GSV, der i marts i år blev opkøbt af franske Kiloutou Group.
Et livsværk
Sælger er Jens Peder Pedersen, der har stået i spidsen for Holbæk Lift og Materieludlejning siden 1981. Han er tilfreds med, at det er netop GSV, der overtager hans livsværk.
– Vi har længe haft et godt og tæt samarbejde med GSV, og derfor overdrager jeg trygt nøglerne til dem. I årene der er gået, har medarbejderne og ledelsen opbygget en velfungerende og profitabel forretning, og det er jeg stolt af. Derfor har det også været vigtigt for mig at overdrage ikke kun materiel, men også medarbejdere og gode kunderelationer til nogen, som jeg ved, vil prioritere dem. Og GSV er kendt for netop dette, så det er jeg tilfreds med, siger Jens Peder Pedersen.
Han bliver som daglig leder i Holbæk-afdelingen i en overgangsperiode, hvorefter han overgår til en mere kommerciel rolle i GSV.