Antal solgte grunde
- 2011: 910
- 2012: 1170
- 2013: 1467
- 2014: 1825
- 2015: 2407
- 2016: 2397
- 2017: 1787 (1. halvår)
- Opgørelsen dækker over solgte byggegrunde i almindelig fri handel. Både helårsgrunde og fritidsgrunde er inkluderet. Kilde: Boligsiden.dk
I juni blev der solgt 289 grunde mod 222 i samme måned sidste år, viser statistik fra Boligsiden.dk.
Salget i år ligger over niveau i samtlige måneder sammenlignet med 2016, og tendensen har været gennemgående hele året med en markant start i årets første måneder.
– Første kvartal af 2017 var en forrygende periode for salget af byggegrunde. Med 721 salg er der tale om en stigning på 32 procent i forhold til samme periode sidste år. Men går vi blot yderligere et par år tilbage til 2012, lyder stigningen på hele 188 procent sammenlignet med i år. En tendens der peger mod, at interessen for at bygge selv er blevet større, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
Momsregler har bundfældet sig
En anden del af forklaringen på den eksplosive stigning siden 2012 er, at byggegrunde blev pålagt moms pr. 1. januar 2011.
– Salget faldt drastisk fra 2010 til 2011 på grund af de nye regler. Der var herefter en periode, hvor markedet skulle finde fodfæste på ny, da køber og sælger skulle finde en måde at nå til enighed omkring, hvordan momsen skulle fordeles i en handel, siger Birgit Daetz.
Samlet er der i det første halvår af 2017 solgt 1787 grunde. Til sammenligning blev der i hele 2011 solgt 910 grunde mens tallet for hele 2014 var steget til 1825. Fortsætter resten af året som hidtil, ser det ud til, at vi rammer omkring 3500 solgte grunde i år.