Danmarks eneste cementproducent har allieret sig med Aalborg Universitet over de seneste år. Formålet er at lave en række forskningssamarbejder, der skal accelerere den grønne omstilling, som virksomheden indledte tilbage i 1970’erne.
Blandt dem, der skal bidrage til Aalborg Portlands videre udvikling, er Yana Ramsheva, som i forbindelse med sin ph.d. på Aalborg Universitet forsker i såkaldte cirkulære forretningsmodeller og industrielle symbioser med Aalborg Portland som case.
– Cirkulære forretningsmodeller handler grundlæggende om bæredygtighed og ressourceeffektivitet, hvori industrielle symbioser fungerer som et virkemiddel. Det indebærer, at man som virksomhed indgår i strategiske partnerskaber med andre organisationer på tværs af industrier og brancher – og i visse tilfælde også med konkurrenter, forklarer Yana Ramsheva.
Erfaren aktør i den cirkulære økonomi
Hos Aalborg Portland er man ikke uerfaren med indtræden i industrielle symbioser og den bagvedliggende udveksling af alternative ressourcer.
På fabrikken i Aalborg har man i årevis arbejdet tæt sammen med andre industrier i lokalområdet om en ressourceeffektiv omfordeling af restprodukter. Her oplever Aalborg Portland også, at virksomheder er villige til at betale for at afgive deres restprodukter, eftersom at deponering af affald kan være mere omkostningsfuldt.
Dette giver Aalborg Portlands cirkulær forretningsmodel endnu en dimension, hvor bearbejdning af affald til nyttiggørelse i cementproduktionen kan udgøre et rentabelt alternativ til deponi for virksomhedens leverandører. Det er med andre ord et område, der er i konstant udvikling.
– Vi har i mange år haft et stort investeringsfokus på at optimere vores egen produktion til bedre udnyttelse af alternative brændsler og råmaterialer, da det både er fordelagtigt for miljøet og for virksomhedens økonomi. Vi arbejder hele tiden på både at forbedre de eksisterende samarbejdsaftaler, vi har med andre industrier, mens vi samtidig også er på konstant udkig efter nye partnerskaber, som vi kan indgå i til fælles gavn – og det er her, at blandt andre Yana Ramsheva bidrager med en enorm værdiskabende indsigt, siger research- og developmentdirektør ved Aalborg Portland, Jesper Sand Damtoft.
Potentialet afhænger af lokalområdet
Fundamentet til Aalborg Portlands cirkulær forretningsmodel er da også allerede støbt. Blandt eksemplerne på cementvirksomhedens industrielle symbioser er den stadig stigende anvendelse af alternative brændsler, som har erstattet en tilsvarende mængde fossile brændsler og dermed mindsket Aalborg Portlands miljøpåvirkning markant over årene. Her er der tale om restprodukter fra den lokale industri, såsom kød- og benmel samt tørret spildevandsslam fra Aalborg Kommune.
Derudover indgår alternative råmaterialer også i højere og højere grad i selve cementproduktionen, hvilket dermed har substitueret en stor del af anvendelsen af jomfruelige naturressourcer. Det drejer sig blandt andet om genanvendelse af flyveaske fra kraftværker, afsvovlingsgips fra Nordjyllandsværket, sand fra uddybning af Limfjorden ved Hals Barre samt muslingeskaller fra en konsumvirksomhed ved selvsamme fjord. I 2016 anvendte Aalborg Portland 600.000 tons alternative brændsler og råmaterialer.
– Det interessante ved cirkulære forretningsmodeller er blandt andet deres lokale og regionale særpræg, da potentialet i denne type forretningsmodel ofte afhænger af de muligheder, der eksisterer i lokalområdet. Aalborg Portland anvender i høj grad omkringliggende industriers restprodukter. Vi arbejder også intenst på at finde flere områder, hvor vi selv kan videregive vores eventuelle restprodukter til nyttiggørelse hos andre. Her er spildvarmen fra cementproduktionen et rigtig godt eksempel, hvor vi leverer overskydende varme fra vores ovne til Aalborg Kommunes Fjernvarmeforsyning. Det er tiltag som dette, der kan gavne økonomien og konkurrenceevnen i det lokale erhvervsliv, siger Yana Ramsheva.
Flere tiltag på vej
Aalborg Portland forsynede herved omkring 23.500 husstande i Aalborg Kommune med varme i 2016. Der er dog stadig flere tiltag på vej fra Aalborg Portland.
– I fremtiden har vi eksempelvis også ambitioner om at levere fjernkøling til det kommende supersygehus i Aalborg Øst, hvor vi vil udnytte vores kridtsøs kolde grundvand. På den måde stiller vi et bæredygtigt alternativ til rådighed for Aalborg Kommune i stedet for et energikrævende elektronisk køleanlæg, forklarer Yana Ramsheva