Gråkjær indvier lokaler i Valby

Ved indvielsen af nyt regionskontor gav Gråkjær gaver videre til projekt for hjemløse.
Gråkjærs regionsdirektør Johnny Holt, Ninna Hoegh fra Projekt Udenfor og Gråkjærs Marketingchef Tommy Wølk ved receptionen i fredags, hvor Projekt Udenfor fik checken overrakt.
Gråkjærs regionsdirektør Johnny Holt, Ninna Hoegh fra Projekt Udenfor og Gråkjærs Marketingchef Tommy Wølk ved receptionen i fredags, hvor Projekt Udenfor fik checken overrakt.

Sidste år besluttede byggevirksomheden fra Holstebro, at man ville have et permanent kontor i Hovedstadområdet, fordi flere og flere af virksomhedens byggeopgaver foregår på Sjælland. I fredags den 24. februar holdt Gråkjær Erhverv så indvielse af virksomhedens nye regionskontor på Gl. Køge Landevej i Valby.

Det blev en hyggelig eftermiddag med besøg af mange samarbejdspartnere. Eftermiddagen bød på quiz, taler og gode snakke – og besøg af en helt særlig gæst.

Direktør Ninna Hoegh fra Projekt Udenfor kom forbi for at fortælle om fondens arbejde med at udvikle og opføre mobile boliger til hjemløse. Fondens idé er, at de hjemløse selv skal bidrage til opførelsen af boligerne, der skal opføres midlertidigt på tomme grunde i Danmarks største byer.

Gråkjær ønskede sig donationer til Projekt Udenfor i indflyttergave frem for de obligatoriske flasker vin. Det havde mange af gæsterne taget til sig og med et tilskud fra Gråkjær kunne regionsdirektør Johnny Holt overrække Projekt Udenfor en check på 20.000 kr. til udviklingen af mobile boliger til gadesovere.

Relateret indhold