For tredje år i træk er der overskud hos Gråkjær A/S.
Regnskabet viser en omsætning på 527 millioner kroner og et overskud på 10 millioner kroner – mod 3,5 millioner kroner året før.
Mens overskuddet stiger, er omsætningen faldet i forhold til året før, hvor den lå på 593 millioner kroner:
– Den lidt lavere omsætning skyldes, at byggestart er udskudt på en række sager, og at vi har frasolgt inventarfirmaet AP Company, som bidrog med omsætning i 2012/13 regnskabet, siger direktør Jan Larsen, der ser regnskabet som et tegn på, at firmaet er på vej op.
– Vores gennemarbejdede byggekoncept og erfarne medarbejdere sikrer kunderne en byggeproces med høj grad af både tids- og kvalitetsstyring. Vi vil koncentrere os om at sammensætte og gennemføre projekter inden for institutions-, erhvervs- og landbrugsbyggeri. Det er her, vi har vores stærke kompetencer, og kunderne giver udtryk for stor tilfredshed med vores arbejde, siger han.
Ordrer
Også antallet af ordrer stiger – det er faktisk blevet fordoblet.
– Vi oplever en stigning i ordretilgangen inden for erhvervsbyggeri, og landbrugsbranchen viser også opadgående tendenser, så jeg er godt tilfreds med at have overtaget Gråkjærkoncernen 100 procent igen, siger stifteren af firmaet, John Gråkjær.
– Vi skal naturligvis tjene mere på den omsætning, vi har, og overskudsgraden er da også stigende. Det er vigtigt for mig, at vi har tilfredse kunder – og dem har vi mange af. Vi ved, at det er en tilfreds bygherre, der giver os det næste byggeprojekt.
Ansætter flere
Efter et opført byggeri foretager Gråkjær kundetilfredshedsundersøgelser.
– Vores kunder er vores bedste læremestre, siger direktør Jan Larsen, der er klar til at ansætte flere medarbejdere.
– Når vi optimerer og justerer byggeforløbet ud fra vores kundeanalyser, kommer det den næste kunde til gode. Det gør, at vi er ajour med tidens krav inden for sparring, visualisering, materialer, miljø og selve processtyringen. Det giver tryghed hos kunder, leverandører og andre samarbejdspartnere. Med den særdeles positive ordrebeholdning, som i dag er dobbelt så stor som sidste år, ser vi positivt på det kommende år, hvilket gør at vi ansætter flere kompetente medarbejdere til alle faser af byggeprocessen.
Gråkjær opererer i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland, Slovakiet og Rumænien.
Aktiviteterne er fordelt ligeligt mellem Danmark og udlandet, hvor det primært er industri- og landbrugsbyggeri, der fylder i porteføljen.