Nøgletal
- Nøgletal for 2015/16 i t.kr. Tallene fra 2014/15-regnskabet i parentes.
- Bruttoresultat: 24.711 (22.273)
- Resultat af primær drift: 11.417 (11.149)
- Resultat før skat: 10.153 (10.115)
- Årets resultat: 7.743 (7.712)
- Balancesum: 82.638 (79.754)
- Egenkapital: 21.964 (19.002)
Med solid fremgang både i udlandet og herhjemme er det igen lykkedes Global Timber at skabe omsætning og bundlinje på samme niveau som rekordregnskabet fra året forinden. Det oplyser virksomheden i en pressemeddelelse.
– Vi har blandt andet oplevet en generel fremgang i markedet og med en meget dedikeret medarbejderstab har vi kunnet fortsætte de gode takter fra sidste års regnskab. Vores nettoomsætning er igen i år steget med en tocifret procentsats. Salget i Danmark er steget med imponerende 30 procent. USA og Sydøstasien opnåede også tocifrede vækstrater, mens udviklingen på de øvrige eksportmarkeder var moderat, men dog stigende, siger direktør i Global Timber, Peter Bæk.
Vores medarbejdere skal have optimale rammer for at udføre deres arbejde, og derfor har vi investeret i en ny domicilejendom i det sydlige Aarhus.
Peter Bæk Direktør, Global Timber
Årets resultat blev 10.153 mio. kr. mod 10.115 mio. kr. i 2014/15 og 4 mio. kr. året før. Egenkapitalen er på 22. mio. kr., og antallet af medarbejdere ligger på 25 fuldtidsbeskæftigede i Danmark.
Nye rammer
– Virksomhedens vigtigste ressource er vores dygtige og dedikerede medarbejdere. De skal have optimale rammer for at udføre deres arbejde, og derfor har vi investeret i en ny domicilejendom i det sydlige Aarhus. For første gang samler vi lager, salg og administration på én adresse. Vores 5000 kubikmeter store trælager flyttes lige nu fra Hovedgård til det nye lager på Michael Drewsens Vej i Aarhus sammen med 12 medarbejdere. Når ombygningen af administrationsbygningen er færdiggjort, flytter resten af virksomheden med, sandsynligvis i løbet af sommeren 2017, siger Peter Bæk.
Fremtidig vækst
Ifølge Peter Bæk har købet af den nye domicilejendom en negativ indflydelse på Global Timbers finansielle resultat på kort sigt. Men investeringen skal ses som en vigtig del af en langsigtet strategi for fremtidig vækst.
Det samme gælder etableringen af et nyt datterselskab, Fredsted Floors A/S. Selskabet skal levere ekstraordinære design-træløsninger for gulve, outdoor m.v. i high-end segmentet både herhjemme og internationalt.
Global Timbers resultater i de seneste år har medført, at virksomheden deltager i konkurrencerne “PWC Årets Ejerleder 2016” og “EY Entrepreneur of the Year 2016”. For at være med skal man leve op til en række vækstkriterier, og Global Timber og en håndfuld øvrige finalister er udvalgt blandt flere tusinde deltagende virksomheder.