GK Danmark vendte røde tal til sorte

Teknikentreprenøren fik et beskedent overskud på godt 1 million kroner i 2014 mod et minus på 12 millioner året før.
Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU), hvor GK er involveret i byggefelt S2. Foto: DNU.
Det Nye Universitetshospital i Aarhus (DNU), hvor GK er involveret i byggefelt S2. Foto: DNU.

Regnskabssæsonen fortsætter med forholdsvis positive resultater for bygge- og anlægsbranchen. Senest melder teknikentreprenørkoncernen GK Danmark – som har været gennem nogle hårde år – om et solidt 2014, der endte med et resultat på 1,1 millioner kroner mod et underskud i 2013 på 12 millioner kroner.

I et år hvor markedet var meget konkurrencepræget og uden samlet vækst, gav en øget andel af teknik i bygningerne og fokus på energirenovering gode muligheder for GK Danmark som totalteknisk entreprenør og servicepartner. En målrettet salgsindsats har ført til en solid ordrebeholdning på 230 mio DKK, skriver virksomheden i en pressemeddelelse.

I 2014 har vi fokuseret på salg, risikostyring, videre udvikling af den fælles værktøjskasse og ikke mindst udvikling af vore medarbejdere.

Adm.direktør Lone Møller Sørensen GK Danmark

Egen projektlederskole

GK Danmark A/S har altså efter flere år med underskud igen sorte tal. De positive tal er ifølge ledelsen selv et resultat af et grundigt arbejde og videreudvikling af organisationen.

– I 2014 har vi fokuseret på salg, risikostyring, videre udvikling af den fælles værktøjskasse og ikke mindst udvikling af vore medarbejdere, siger adm.direktør Lone Møller Sørensen.

Blandt andet etablerede man GK projektlederskolen, hvor GK’s projektledere har styrket deres kompetencer i dialog og samarbejde med projektets partnere. Denne indsats har allerede båret frugt i 2014, men effekten forventes at blive endnu større frem over.

2015 er startet godt for GK, men markedet forventes fortsat at være stærk konkurrencepræget. Det vil fortsat stille høje krav til udvikling af organisationen for at kunne arbejde endnu tættere sammen med kunder og samarbejdspartnere. Dette er man nu rustet til i GK efter omstillingen.

– Vi skal samarbejde endnu tættere med vore kunder og samarbejdspartnere, således at vi i fællesskab kan finde de bedste løsninger til deres ejendomme – både i bygge- og driftsfasen., siger Lone Møller Sørensen.

Relateret indhold