At stille personligt op for kunden har altid været kerneværdier for både Gjørtz Arkitekter i Aarhus og Søren Andersen Arkitekter i Holstebro. På den baggrund har ejerne nu besluttet at sammenlægge de to virksomheder.
– Denne fusion er et ønske om at give kunderne et stærkt lokalt alternativ til de store rådgivningshuse, som efterhånden præger branchen. Vi flytter ikke sammen, men vi favner bredere og bevarer samtidig den lokale forankring og stedlighed, siger Holstebro-medejer Niels Chr. Andersen, som har mere end 30 års erfaring fra arkitektbranchen.
Værdierne for virksomheden vil fremover være glæde og stolthed, fagligt engagement og begejstring. Det skal være kendetegnende for måden at arbejde på.
– Vi tegner for, til og sammen med mennesker, siger Holstebro-medejer Kis Bodilsen, der fortæller, at de to virksomheder har lært hinanden at kende ved et vellykket samarbejde om en ny SOSU Skole i Holstebro.
– Vi har set, at vores værdier spiller godt sammen. Og vi supplerer hinanden rigtigt godt, siger Kis Bodilsen.
Holdet er sat
Med beliggenhed i henholdsvis den østlige og den vestlige del af Jylland bliver virksomheden fremover i stand til at favne projekter i hele Jylland.
– Og vi fastholder den lokale repræsentation i modsætning til tendensen om at rykke sammen på større kontorer. På den måde går vi på tværs af strømmen, siger Aarhus-medejer Carsten Gjørtz.
– Vores målsætning er at skabe bæredygtige og værdiskabende byggerier, som bidrager positivt til samfundet. Dialogen og respekten for dem, vi samarbejder med, kendetegner vores arbejdsmetode. Og så skal vi minimere forbruget af ressourcer og nedsætte byggeriets CO2-forbrug. Bevare mere og rive mindre ned.
Som et uafhængigt arkitektfirma vil virksomheden skabe arkitektur i ligeværdige samarbejder med byggeriets øvrige parter. Og ejerne ønsker at tilbyde den lokalt forankrede rådgivning flere steder i landet på sigt. De ønsker samtidig at tiltrække de dygtigste arkitekter og konstruktører til /Gjørtz/Andersen/Arkitekter.
Der er tale om to sunde overskudsgivende virksomheder, som slår sig sammen. Firmaet ledes fremover af de tre indehavere: Kis Bodilsen, Carsten Gjørtz og Niels Chr. Andersen. Carsten Gjørtz tiltræder som direktør, og Kis Bodilsen bliver bestyrelsesformand.