GI støtter yderligere ni projekter

Det kloge bæredygtige byggeri er hovedtemaet i de nye projekter.
Forbedrede muligheder for at implementere cirkulære renoveringsmetoder i byggeriet er blandt de ni nye projekter, der får støtte fra GI. Arkivfoto: Torben Jastram.
Forbedrede muligheder for at implementere cirkulære renoveringsmetoder i byggeriet er blandt de ni nye projekter, der får støtte fra GI. Arkivfoto: Torben Jastram.

Ved årets sidste bestyrelsesmøde i GI kort før jul blev der givet tilsagn om støtte til ni nye udviklingsprojekter. Det betyder, at GI i 2018 har givet støtte til i alt 42 projekter.

Disse ni projekter fik støtte efter decembermødet.

Det forpligtende samarbejde i byggeprojekter

Københavns Erhvervsakademi (KEA) vil udvikle et værktøj og formidle en metodik til at fastholde et godt forpligtende samarbejde i en byggeproces. Værktøjet skal supplere de mere formelle rammer om et byggeprojekt (juridisk aftale, projektbeskrivelse m.v.).

Formålet er at højne produktiviteten ved at forebygge dårlige løsninger, mangelfuld kommunikation og konflikter. Begrebet ‘det forpligtende samarbejde’ dækker over en metode til at holde alle deltagende projektparter ansvarlige for det gode samarbejde.

KEA vil i projektet arbejde med tre grundlæggende elementer i det forpligtende samarbejde: klare og enkle målsætninger, løbende måling af samarbejdets kvalitet samt dialog og problemløsning.

Klogt Byggeri

Et undervisningsforløb om bæredygtigt byggeri til erhvervsskolernes byggefag, udviklet af Egen Vinding og Datter i samarbejde med undervisere på to erhvervsskoler samt en pædagogisk konsulent med baggrund i Danmarks Pædagogiske Universitet.

Målet er at øge det bæredygtige fokus på erhvervsskolerne. Udgangspunktet for projektet er et undervisningsmateriale om Bæredygtige alternativer i byggeriet, som Egen Vinding og Datter tidligere har udviklet med støtte fra GI og Undervisningsministeriet.

Det er hensigten, at undervisningsforløbet i første omgang skal målrettes de 10-15 procent dygtigste elever, som efterspørger større faglige og teoretiske udfordringer.

Den hjælpende hånd

Enemærke & Petersen a/s har fået støtte til et projekt, som i en konkret renoveringscase skal vise, hvordan håndværkere på tværs af fag kan hjælpe hinanden med kompetencelette opgaver.

Kompetencelette opgaver er opgaver, som ikke kræver den store specifikke faglighed, men kan løses tilfredsstillende af flere faggrupper. Formålet med projektet er overordnet at øge samarbejde og produktivitet i byggeriet, som i sidste ende kan give billigere projekter for bygherren.

Produktivitetsundersøgelser af byggepladser fra 2001 og 2017 viser, at kun en tredjedel af arbejdstiden på byggepladsen bliver brugt på reel produktion. Resten af tiden bruges på f.eks. forberedelse, transport eller ventetid, og beregninger viser, at der er store besparelser at hente, hvis spildtid kan reduceres. Her kommer spørgsmålet om de kompetencelette opgaver ind, idet der kan spares tid, hvis tømreren efter en vinduesudskiftning lige spartler, før han går, så der spares ventetid på maleren.

LCClight

SBi udvikler i dette projekt et totaløkonomisk værktøj til ikke-professionelle bygherrer. Værktøjet kan bruges til at beregne de samlede omkostninger ved både opførelse, renovering og drift set over en fastlagt tidsperiode.

Værktøjet giver bygherren et godt økonomisk beslutningsgrundlag, når der eksempelvis skal vælges mellem forskellige vinduestyper ved renovering af en ejendom. De vinduer, som er billigst i anskaffelsespris, kan vise sig at være dyrere i drift og vedligehold end f.eks. et vindue med en højere anskaffelsespris. Samlet set kan det således vise sig, at det ud fra en totaløkonomisk betragtning er mest fordelagtigt at renovere med de dyrere vinduer.

SBi har for TBST tidligere udviklet et totaløkonomisk beregningsværktøj, lccbyg.dk, målrettet de professionelle aktører i branchen. Værktøjet er imidlertid for kompliceret og omfangsrigt at bruge for ikke-professionelle bygherre, og hvis denne målgruppe skal have mulighed for at få et totaløkonomisk beslutningsgrundlag, skal LCCByg tilpasses til denne målgruppe. LLCLight vil også kunne bruges af de professionelle bygherrer på mindre opgaver og i undervisningen på de byggetekniske uddannelser.

Cirkulær økonomi i Område- og Byfornyelsen

Københavns Kommune Område- og Byfornyelse vil i dette projekt undersøge mulighederne for at implementere cirkulære renoveringsmetoder i Område- og Byfornyelsen.

Projektet skal kortlægge brugbare genanvendelige materialer i udvalgte renoveringsprojekter i områderne Bavnehøj og Sydhavnen i København. I projektet udvikles to business cases for genanvendelse af materialer med udgangspunkt i to konkrete cirkulære renoveringsprojekter – A/B Storgården og Fremtidens Gårdhaver. I renoveringsprojektet A/B Storgården er der fokus på genanvendelse af vinduer, og Fremtidens Gårdhaver er et demonstrationsprojekt, der er designet ud fra en cirkulær tankegang, hvor blandt andet al vand skal recirkuleres på matriklen. Ved at vise hvordan cirkulær økonomi kan mindske byggeriets belastning af miljøet, håber Område- og byfornyelsen at projektets resultater vil lede til nye standarder for fremtidige renoveringsprojekter.

Livscyklusvurdering ved renovering

SBi har opnået støtte til at udvikle et værktøj som kan bruges til at vurdere den miljømæssige bæredygtighed af renoveringsprojekter.

For at kunne vurdere den miljømæssige belastning, er det nødvendigt at se på projektets samlede miljøbelastning i hele dets levetid (livscyklus) lige fra materialefremstilling, over byggeriets udførelse og drift, til nedrivning, bortskaffelse og eventuelt genanvendelse af materialer. Heri indgår også forbrug af ikke fornybare ressourcer.

Bygninger står for 40 procent af energiforbruget i Europa, og byggesektoren lægger beslag på 40 procent af materialeforbruget, og genererer 30 procent af den samlede affaldsmængde. Der er således et stort miljømæssigt potentiale i at omstille sektoren i en mere bæredygtig retning.

Der har længe været stor opmærksomhed omkring optimering af energiforbruget i bygninger – herunder også i forbindelse med renovering. Der er et stort uudnyttet potentiale i også at fokusere på byggematerialers indlejrede energi- og miljøpåvirkning.

Projektet bygger videre på værktøjet LCAByg, så det også kan bruges til vurdering af renoveringsprojekter.

Fremtidens byggematerialer

Råstofferne i Danmarks undergrund. Har vi nok til det stigende behov? Teknologisk Institut vil analysere restlevetiden af mineralske råstoffer i Danmark i forhold til byggesektorens fremtidige behov.

I analysen indgår de råstoffer, som er i den eksisterende bygningsmasse, og som potentielt kan genanvendes (sekundære råstoffer). Formålet med analysen er at tilvejebringe et datagrundlag, som kan bruges i branchens debat om cirkulær økonomi og ikke mindst, hvilke byggematerialer fremtidens renovering skal gøre brug af.

Omstillingen til brug af nye byggematerialer er en langsommelig proces, og det er derfor vigtigt at have et langsigtet overblik over tilgængeligheden af både primære og sekundære råstoffer. Analysen bygger videre på analyser lavet af blandt andet GEUS (De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland) samt SBi.

Skiftende idealer

Copenhagen Architecture Festival CAFx har fået støtte til deres festivalaktiviteter i 2019.

Arkitekturfestivalen afvikles i byerne København, Aalborg, Aarhus og Odense. I anledning af blandt andet 100 året for stiftelse af Danmarks Almene Boliger (BL) er det overordnede tema for festivalens aktiviteter ‘Skiftende Idealer’. Her vil man se på, hvordan idealer for boliger og byudvikling har ændret sig igennem de sidste 100 år. Dette skal blandt andet ses i forhold tidens tendens med tilstrømning til storbyerne og efterspørgsel efter boliger.

Renovering på dagsordenen

Endelig har Bygherreforeningen opnået støtte til at videreføre partnerskabet Renovering på dagsordenen.

Projektets formål er, ved hjælp af analyser, debatter, arrangementer, netværk og målrettet kommunikation, at sikre fokus på centrale problemstillinger knyttet til bygningsrenovering.

Renovering på dagsorden har eksisteret siden 2011, og har udviklet sig til en unik platform for diskussion og synliggørelse af væsentlige problemstillinger knyttet til renovering. Der er igennem tiden udviklet en fin samarbejdskultur og gensidig tillid som muliggør en stærk fælles indsats. Renovering er kommet på dagsorden, men der er fremover brug for en fortsat stærk indsats for at fastholde fokus på betydning af renovering af den eksisterende bygningsmasse.

Relateret indhold