GI støtter flere udviklingsprojekter

Grundejernes Investeringsfond har valgt at støtte ni nye projekter. Her kan du høre nærmere om de enkelte projekter.
Projektet 'Share your story' er et af de nye projekter, der støttes af GI. Det skal være med til at tiltrække flere kvinder til byggeriet. Her er det elektriker Clara Flyger Walther Jensen. Arkivfoto: Louise Gregersen
Projektet 'Share your story' er et af de nye projekter, der støttes af GI. Det skal være med til at tiltrække flere kvinder til byggeriet. Her er det elektriker Clara Flyger Walther Jensen. Arkivfoto: Louise Gregersen

Valg af mindst klimabelastende byggematerialer – EPD Danmark

Det skal være nemmere at træffe det mest klimavenlige valg, når man køber byggematerialer, og det kræver, at miljødata er let tilgængelige. Bygningsdesign og materialevalg har en stor betydning for en bygnings samlede klimabelastning og udgør i mange tilfælde en større belastning end forbruget i driftsfasen. Det er afgørende, at data om materialernes reelle klimabelastning er retvisende. Her står man i dag over for en udfordring idet mange LCA-beregninger på bygningsniveau baserer sig på generiske data for byggevarer, som kan være forkerte. Der er dermed stor risiko for, at miljøpåvirkningen er beregnet for højt eller for lavt.

Der mangler en kobling mellem de såkaldte EPD’ere (Miljøvaredeklarationer) og beregningsværktøjet LCAbyg. Hvis en bygningsrådgiver ønsker at anvende specifikke miljødata, skal de i dag først finde en EPD ved programoperatøren (f.eks. EPD Danmark) og derefter manuelt indtaste miljødata i LCAbyg. Proceduren er ikke særlig brugervenlig eller effektiv og udgør derfor en væsentlig barriere for brugen af specifikke miljødata.

Der skal derfor med dette projekt bygges en frit tilgængelig database med specifikke miljødata, som integreres med EPD Danmark og beregningsværktøjet LCAbyg.

GI støtter med 870.000 kroner.

Tagsten og facade skal producere solenergi – Solar City Denmark

En oplysningskampagne som viser gode eksempler, skal danne grundlag for øget brug af smukke solcelletyper, som passer bedre ind i bygningers æstetik end de sorte pladetyper vi har vænnet os til at se og som stort set alle er produceret i Kina.

Solar City Denmark har en begrundet forventning om, at der er behov og efterspørgsel på bygningsindpassede solceller i byerne. Den nye generation af solcellepaneler er i øvrigt typisk produceret i Europa og de opfylder i langt større grad de krav, der er til æstetik og funktion i forhold til bygningers klimaskærm. De er stigende omfang et alternativ til de mere traditionelle tag- og facadematerialer, som de helt kan erstatte.

GI støtter med 644.000 kroner.

Det levende benchmark – Kuben Management

“Det levende benchmark” viser en bygnings aktuelle målte energiforbrug, overvåget ved hjælp af ejendommens eksisterende energimålere. Det viser forbruget af energi sammenlignet med det tildelte energimærke. Energimærket er et teoretisk beregnet mærke, der viser en bygnings energistandard, og det forventede forbrug af energi. “Det levende benchmark” er et supplement til energimærket, hvor man kan sammenligne det målte forbrug med det teoretisk beregnede forbrug. Det skal nu afprøves i et forsøg.

“Det levende benchmark” er dynamisk, så man løbende kan følge forbruget, og dermed bruge det til driftsforbedringer og lokalisering af eventuelle fejl. Samtidigt skal det tydeligt vise det faktiske forbrug, så det kan sammenlignes med tidligere års forbrug, forbruget før og efter en energirenovering og til benchmarking med sammenlignelige bygninger.

“Det levende benchmark” skal udbredes til ejendomme i hele Danmark.

GI støtter med 1,3 millioner kroner.

ASK – et unikt og værdiskabende tagprojekt – Chroma Film

Håndværksteknikker og discipliner, der knytter sig til renovering af den ældre bygningsmasse demonstreres i en film. Først med stillads og nedrivere, så genopretning af spær, pap på undertaget. Derpå tilklipning af zinkplatter og lodninger , og til slut tagsten i mørtel på tagryg og grat.

Filmen, som bliver fagligt instruktiv, viser alle håndværkerne i projektet som strækker sig over to år. Med filmens er det målet at nå den del af byggefolket, som arbejder mindre bogligt, men samtidig har stor interessere for de gamle teknikker.

Case for filmen bliver en unik etageejendom, tegnet i 1923 af den dengang 31-årige, arkitekt Poul Henningsen, bedre kendt under navnet PH. Bygningen hedder ASK, og er en af de få bygninger PH fik tegnet.

GI støtter med 200.000 kroner.

De 10 bud – Danske Tegl

At for mange fejl opstår på grund af manglende viden, men det skal 10 enkle bud være murbrækker til at løse. For mange rådgivere ved ikke hvilken mørtel hører til hvilken sten, og får ikke afdækning lagt ind i planen. De skal blive bedre til at tage ansvar, så de store tab vi ser i branchen på baggrund af dårligt udført arbejde kan reduceres.

Projektet er en fortsættelse af en kampagne for de 10 bud. Først var det de udførende og uddannelsesinstitutionerne der blev eksponeret for budskaberne. Nu er det de rådgivende virksomheder for resten af 2020. De mødes med film, webinarer, informativ webside samt møder ude i virksomhederne.

GI støtter med 484.000 kroner.

Kvalitet i erhvervsuddannelserne – Tænketanken DEA

Hvordan kan man forbedre kvaliteten af erhvervsuddannelserne i almindelighed. Det skal dette teoretiske projekt gøre denne uddannelsessektor klogere på. Med projektets resultater skal det blive nemmere at kvalificere beslutninger om kvalitetstiltag, der fx skal øge søgningen til erhvervsuddannelserne.

Eksisterende viden skal systematiseres, og kobles til viden om elevers trivsel og søgningen til erhvervsuddannelserne. God praksis i forhold til at levere erhvervsuddannelser af høj kvalitet skal fremmes.

GI støtter med 680.000 kroner.

Share your story – Foreningen Divêrs

Bygge- og anlæg- og installationsfag kan ikke tiltrække nok piger til uddannelserne. På erhvervsuddannelserne samler de kvindelige studerende sig på retninger inden for “kontor og handel” samt “omsorg, sundhed og pædagogik”. Tal for 2019 viser, at blot 6,5 procent kvinder blev optaget på retninger inden for “teknologi, byggeri og transport”. Tallet har ikke flyttet sig i over et årti. Desuden falder 37 procent fra inden endt uddannelse. Og det afspejles i, at der blot er ni procent kvinder beskæftiget inden for bygge- og anlægsbranchen.

I et forsøg på at afhjælpe dette skal de såkaldte “Boss Ladies”, som er kvindelige ambassadører for byggefagene, nu klædes på til at kommunikere med piger i udskolingen på de sociale medier. De skal vise pigerne, hvor interessant og givende det er, at være pige i et mandefag.

GI støtter med 375.000 kroner.

BuildingSMART – Molio Byggeriets Videnscenter

Målet for buildingSMART Danmark er at bidrage betydeligt til byggebranchens transformation fra analog til digital.buildingSMART Danmark er lig med et fælles og neutralt netværk omkring openBIM, målrettede aktiviteter, vidensdeling og udviklingsprojekter, der kommer den samlede danske bygge og anlægsbranche til gavn og kan føre til bedre processer, optimeret økonomi, øget kvalitet, færre fejl og højere produktivitet.

buildingSMART Danmark vil løbende udvikle digitale værktøjer og styrke den digital-faglige ballast hos byggeriets aktører. Den frie adgang til data, værktøjer og arrangementer er helt central for buildingSMART Danmark og derfor er intet gemt bag betalingsmurer. Nu skal buildingSMART Danmark ved en række arrangementer sikre indsamling og deling af erfaringer, data og viden. Aktiviteterne har generelt til formål at gøre tilgangen til åbne værktøjer og formater nem samt at promovere anvendelsen af fælles standarder på tværs af værdikæden i den danske bygge- og anlægsbranche.

GI støtter med 1,25 millioner kroner.

Unge advisory board – Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar

Foreningen for Byggeriets Samfundsansvar vil oprette et “Unge Advisory Board”, som skal agere brobyggere mellem generationer, ligesom de unges stemme skal sikre nytænkning af bæredygtige løsninger, som både skal komme foreningen, vores medlemmer og branchen til gode. Vi ønsker at udfordre de traditionelle 0samarbejdsformer og udviklingsstrategier, og give de unges stemme mere vægt, så de kan bidrage til, at branchen udvikler sig i en mere bæredygtig retning.

GI støtter med 100.000 kroner.

Relateret indhold