Genrejst Pihl og Søn vækker både glæde og undren

Det har vakt stor opmærksomhed, at Pihl & Søn nu vender tilbage til den danske byggebranche. Virksomheden selv melder om masser af positive tilkendegivelser - samt en smule undren.
Pihl & Søns genkomst vækker både glæde og undren i byggebranchen. Foto: Byggeriets Billedbank.
Pihl & Søns genkomst vækker både glæde og undren i byggebranchen. Foto: Byggeriets Billedbank.

Om Pihl & Søn

  • Det oprindelige Pihl & Søn A/S blev stiftet i 1887 af murermester Lauritz Pihl, og i de næste 126 år stod entreprenørvirksomheden for mange store byggerier i Danmark og udlandet. Virksomheden gik konkurs i august 2013. Pihl & søn bliver nu genrejst med støtte fra Danske Bank og Vækstfonden. M.J. Eriksson er med som aktiv medinvestor.

Pihl & Søn-flagene kommer igen til at vaje danske byggepladser. Det ligger fast, efter entreprenørvirksomhedens for nylig offentliggjorde sit comeback i den danske byggebranche. Og inden det nye Pihl & Søn sætter spaden i jorden, har den nye ejerkreds fået mange positive henvendelser og lykønskninger.

– Den store interesse for Pihl & Søn har været enormt overvældende. Vi har arbejdet med dette projekt i tre år, så at blive mødt med så meget anerkendelse er vi naturligvis meget glade for. Vi har allerede fået mere end 1800 tilkendegivelser, og mange ønsker at blive en del af denne rejse, siger idémand og ejerleder, Carsten Mindegaard, i en pressemeddelelse.

Også undren

Selv om langt størstedelen af interessen har været positiv og anerkendende, så er det nye projekt også blevet mødt med undren. Ifølge Carsten Mindegaard kan den slags ikke undgås, når man bringer så stort et brand tilbage.

– Alle kender Pihl & Søns historik. Både den gode og den dårlige fra de sidste år, så jeg kan sagtens forstå de undrende folk, men lad mig gøre det helt klart: Vi kommer ikke til at drive det nye Pihl & Søn som det gamle. Vores mål er at specialisere Pihl og blive bygherrernes foretrukne samarbejdspartner. Vi vil skabe en sund forretning med en god, ejerledet kultur, der hviler på samme grundlag som vores øvrige succesfulde entreprenørforretninger, siger Carsten Mindegaard.

Behov for Pihl

Ifølge Pihl & Søn viser de seneste tal fra Byggepipeline.dk, at der behov for flere danske entreprenører. Peer Kisbye er rådgiver for danske bygherrer og medejer af V2C, og han ser frem til, at Pihl genetablerer sig på det danske marked.

– Carsten Mindegaard har eksemplarisk ledet og styret LM Byg til en god og sund entreprenørvirksomhed i opgangs- og nedgangstider, og jeg er sikker på, at han vil gøre det samme med Pihl & Søn. Som rådgiver synes jeg, at det er positivt med en ny spiller på banen, da markedet trænger til ekstra konkurrence. Jeg har igennem de sidste tre år mødt mange tidligere ansatte fra Pihl, der har drømt om at komme tilbage. Nu har de chancen, så jeg er sikker på, at det bliver en succes, siger Peer Kisbye.

MTH fastholder klausul

Også hos Søren Ulslev, tidligere direktør i PensionDanmark Ejendomme og tidligere adm. dir i NCC, vækker genrejsningen af Pihl & Søn begejstring.

– Det er fantastisk spændende med genrejsningen af det nye Pihl & Søn. Pihl & Søn har altid stået for kvalitet og ordentlighed, og med Halldor P. Ragnarsson ved roret forventer jeg, at det bliver rigtig godt, siger Søren Ulslev.

Halldor P. Ragnarsson starter først som adm. direktør i Pihl & Søn den 1. august 2017, idet MT Højgaard ønsker at fastholde ham i konkurrenceklausulen.

– Det er meget beklageligt, at MT Højgaard ikke ønsker at give slip på Halldor, men det stopper ikke vores rejse. Vi er i gang med at rekruttere medarbejdere og implementere de systemer og procesværktøjer, som ejerkredsen har gode erfaringer med fra vores entreprenørvirksomheder, siger Carsten Mindegaard.

Relateret indhold