Generationsskifte i Danmarks største altanvirksomhed

Grundlægger og ejer Peter Knudsen har valgt at træde tilbage. Hans søn Casper Knudsen overtager virksomheden.
Casper Knudsen overtager dags dato ledelsen og ejerskabet af Altan.dk efter sin far Peter Knudsen. Pressefoto.
Casper Knudsen overtager dags dato ledelsen og ejerskabet af Altan.dk efter sin far Peter Knudsen. Pressefoto.

Altan.dk i Sorø gennemfører nu et generationsskifte, som skal sikre fremtiden for den familiedrevne virksomhed. Altan.dk monterede sidste år mere end 3.000 altaner, og samtidig er det lykkedes firmaet at skabe succes med at indbygge elevatorer i ældre etageejendomme under navnet Alevator.dk.

Peter Knudsen, der har ledet virksomheden de seneste 22 år, har valgt, at tidspunktet til at overlade virksomheden til den næste generation nu er det rette.

– Det er en beslutning, jeg har overvejet længe, og nu er tiden inde. Vi skal blive ved med at udvikle os, og der kan Casper tilføje en masse nye kompetencer, udtaler Peter Knudsen.

Casper Knudsen er 35 år og er, ligesom sin far, uddannet murer. Han har tidligere arbejdet som produktionschef i Altan.dk og har de seneste otte år ejet og drevet Platform.as, der på få år har udviklet sig til at være en af branchen førende udlejere af mobile arbejdsplatforme og nu også person- og materialehejs til den danske byggebranche.

– Altan.dk står mig meget nært, så det er med stor respekt og stolthed, at jeg overtager rorpinden nu. Jeg vil naturligvis sætte mit eget præg på firmaet, men jeg vil drive det med de samme værdier og den samme holdånd, vi altid har haft og altid vil have på A-holdet, fortæller Casper Knudsen.

Casper Knudsen tiltræder sin nye stilling den 1. september.

Relateret indhold