Fynske rådgiveres bundlinje skrumper

OBH-Gruppen har investeret i udvikling af nye forretningsområder og kompetencer. Det påvirker indtjeningen negativt i 2018, hvor omsætningen ellers steg.
Direktør Lars Danielsen. Pressefoto.
Direktør Lars Danielsen. Pressefoto.

OBH-Gruppen har øget toplinjen i 2018 til 167,6 millioner kroner. Det er en fremgang i forhold til 2017 på 163 millioner kroner.

Bundlinjen kan ikke hamle op med det historisk gode resultat fra 2017. Her lavede virksomheden 31,6 millioner kroner før skat, men det er næsten reduceret med en tredjedel i 2018. Her er overskuddet på 21,3 millioner kroner før skat.

– Vi ville selvfølgelig gerne vækste og samtidig øge indtjeningen, men vi har valgt at tænke langsigtet både i forhold til at investere i udvikling, men også når vi rådgiver vores kunder. Vi er en privatejet virksomhed med snart 55 år på bagen, vi går ikke på kompromis med vores kvalitet, og vi er ansvarsbevidste i alt, hvad vi gør. OBH-Gruppen er under 3. generation, og vi ved, at mange af vores kunder også har bygninger, der videreføres til flere slægtsled, siger direktør i OBH-Gruppen, Lars Danielsen i en pressemeddelelse.

I 2018 er der investeret i udvikling af akkreditering for brandinspektion. Det betyder, ifølge OBH-Gruppen, at virksomheden dermed bliver den kun tredje virksomhed, der kan udføre de lovpligtige brandinspektioner herhjemme. Det stiller store krav til systematik og processer at opnå en akkreditering, men det forventes at de første brandinspektioner udføres inden sommeren 2019.

Relateret indhold