Tidligere på året meldte Knud Højgaards Fond og Ejnar og Meta Thorsens Fond ud, at fondene ville sondere mulighederne for en fusion mellem Højgaard Holding A/S og Monberg & Thorsen A/S. Det gav meget god mening set ud fra det perspektiv, at de er fælles om at eje entreprenørvirksomheden MT Højgaard A/S.
Nu melder de to børsnoterede selskaber selskaber ud, at planerne om fusionen er skrinlagte. Det begrundes med, at fondene ikke for nærværende kan nå til enighed om grundlaget for en sådan fusion.
Helt konkret har man ikke kunnet opnå enighed om de minoritetsrettigheder vedrørende den mulige koncerns aktiviteter og sammensætning, som kunne afløse den eksisterende aktionæroverenskomst fra 2001.