FRI etablerer ekspertgruppe: Vil skabe bedre rammer for renovering

Der er brug for et langt stærkere ekspertinput fra de rådgivere, der hver dag arbejder med renovering og transformation af bygninger. Det mener FRI, som nu har etableret FRIxTransformation.
Etableringen af ekspertgruppen kommer i forlængelse af et større fokus politisk fokus på at skabe bedre rammer for at bevare og omdanne den eksisterende bygningsmasse. Foto: Gettyimages.

Den politiske samtale og samfundsdebatten omkring byggeriet har i stigende grad fokus på renovering og transformation af bygninger.

Men debatten har brug for et langt stærkere ekspertinput fra de rådgivere, der hver dag arbejder med dilemmaer og problemstillinger omkring renovering og transformation af bygninger.

Det mener Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, som derfor nu har etableret FRIxTransformation.

Læs også

FRI slår alarm: Vi løber tør for ingeniører

– Vores ekspertgruppe kommer med et klar formål om at bringe branchens viden i spil og pege på, hvordan vi kan skabe bedre rammer for, at renovering og transformation bliver et mere oplagt og bæredygtigt valg i fremtidens byggeri, fortæller adm. direktør i FRI, Henrik Garver.

– Det er et arbejde, som det bliver virkelig spændende at følge de næste par måneder, og det spiller godt sammen med den politiske proces, der kører i Folketinget og i Social- og Boligstyrelsen, tilføjer han.

Flere nuancer end kun Bygningsreglementet

Etableringen af ekspertgruppen kommer i forlængelse af et større fokus politisk fokus på at skabe bedre rammer for at bevare og omdanne den eksisterende bygningsmasse, hvor specielt revisionen af Bygningsreglementet har fyldt meget.

Henrik Garver i hvid skjorte, sort jakke og blåt slips.
Adm. direktør i FRI, Henrik Garver ser med stor begejstring på etableringen af gruppen, som han var med til at byde velkommen til første møde i Industriens Hus i går.

Der er dog flere nuancer end blot Bygningsreglementet, mener Henrik Garver:

Læs også

FRI: Enormt positivt med 800 nye uddannelsespladser på engelsk

– Bygningsreglementet er selvfølgelig en afgørende faktor, men vi kommer også til at kigge på en række af andre love og regler, fra planlov til skattelovgivning, som er med til at forme rammerne for, om renovering og transformation bliver det oplagte valg.

– Det er det perspektiv, som de rådgivende ingeniører kan give – et bredere nuanceret syn på det, fordi man er en del af flere processer i byggeriet. Det er den rolle, vi skal have som rådgivere – at være partner for et bæredygtigt samfund, siger han.

Ekspertgruppen FRIxTransformation

Alex Krøldrup, afdelingschef for Miljø, Bæredygtighed og Sikkerhed, Bang & Beenfeldt

Anne Lolk Lefevre, afdelingsleder af Energioptimering og Transformation, Artelia

Claus Topp, afdelingsleder og bæredygtighedsekspert, Niras

Jacob Damborg Kristensen, afdelingschef for Byggeteknik, Afry

Kåre Tinning, chef for Projekteringsafdelingen, DAI

Lasse Peter Otzen, forretningsudvikling Transformation & Public Buildings, Rambøll

Lise Lyngfeldt Molander, forretningschef for bæredygtighed, S&M

Mads Stenbæk Jakobsen, afdelingsleder Bygherrerådgivning, Wissenberg

Maja Wadum, market director/capture manager, Buildings and Industry, Cowi

Olga Truelsen, leder af Cirkulær Økonomi, Søren Jensen Engineering

Thomas Flinker Torp, forretningschef Transformation, ABC

Relateret indhold