Ambitiøs helhedsplan
- Gellerup ved Aarhus med omkring 11.000 indbyggere har historisk haft udfordringer med integration, kriminalitet og utryghed.
- Derfor lancerede Aarhus Kommune i samarbejde med Brabrand Boligforening i 2011 en helhedsplan, der skal gøre området Gellerupparken og Toveshøj mere attraktivt. Blandt andet ved at skabe en bydel, der også vil trække andre end lokalområdets umiddelbare beboere til – med grønne uderum, boliger, institutioner, erhverv og arbejdspladser.
En epoke for inklusion og integration. Sådan beskriver Caverion den forvandling, bydelen Gellerup ved Aarhus gennemgår de kommende år. Teknikentreprenøren har indgået en aftale med ejendomsudviklerkoncernen A. Enggard om at stå for drift og vedligehold af en ny kommunal bygning i området, der kommer til at huse 1.000 medarbejdere.
Skal ansætte medarbejdere fra Gellerup
Opgaven, som Caverion skal stå for, drejer sig blandt andet om indvendig og udvendig vedligehold, kantinedrift og rengøring. Projektet er et såkaldt Offentligt Privat Samarbejde (OPS). Det medfører særlige sociale forpligtelser i den ellers tekniske opgave.
Når Caverion eksempelvis skal ansætte lærlinge og andre medarbejdere til opgaverne i bygningen, skal de søges efter i Gellerup. Herudover skal Caverion stå for driften af den restaurant og café, der skal bidrage til at skabe liv og atmosfære i området. Det sker i et samarbejde med Café Europa, der laver maden.
– Vi kommer jo historisk fra en branche, hvor man løser en teknisk opgave under opførelse eller renovering, og så er man ude igen, når bygningen tages i brug. Gennem OPS-projekterne indgår vi langvarige partnerskaber, hvor vi indgår som en naturlig del af bygningens liv og livscyklus, siger direktør for Managed Services i Caverion Danmark, Michael Kirkegaard i en pressemeddelelse. Han glæder sig til at tage fat på udfordringen.
– Det er ikke alene en økonomisk og en teknisk model for et samarbejde, men også en kulturel tilgang til en stor teknisk opgave, som vi er topmotiveret til at løfte.
Bygningskomplekset forventes at stå færdigt i efteråret 2018.
Fakta om bygningen
Størrelse: 40.000 kvadratmeter inkl. parkeringskælder
Kontraktsum: 230 millioner kroner
Bygherre: Aarhus Kommune
OPS-leverandør: A. Enggaard A/S
Arkitekt: Arkitema
Ingeniør: Niras
Drift (15 år): Caverion