Ledelsesrokade i Skou Gruppen: Fra tømrermester til teknisk direktør

Teknisk direktør i Skou Gruppen, Jesper Egund, har været med til at udvikle tømrerfirmaet til et solidt entreprenørfirma. Nu overlader han ansvaret til tømrermester Alexander Hermansen.
Alexander Hermansen i mørkeblå skjorte.
Alexander Hermansen har siden 2011 været tømrermester og partner hos Skou Gruppen. Nu er han udnævnt til teknisk direktør.

Det bliver flyttet rundt på ansvarsområderne i Skou Gruppen, hvor den 43-årige tømrermester Alexander Hermansen afløser Jesper Egund som teknisk direktør.

Adm. direktør Martin Skou Heidemann kalder Alexander Hermansen for en ”naturlig afløser”. Han har siden 2011 været tømrermester og partner hos Skou Gruppen:

– Alexander har de seneste 13 år kørt parløb med Jesper Egund og har gennem årene påtaget sig et stadig større ansvar for byggeprojekterne både udadtil i forhold til bygherrer og rådgivere og indadtil i forhold til vores medarbejdere.

Læs også

Det regner med rammeaftaler hos Skou Gruppen

– Han er med til at indgå kontrakterne, han er ude på projekterne og har godt styr på, hvad der foregår der. Ofte er han også ude at tage udfordringer og problemer i opløbet. Det er en naturlig konsekvens, at Alexander nu bliver teknisk direktør, tilføjer Martin Skou Heidemann.

Fra forvokset tømrerfirma til solidt entreprenørfirma

Jesper Egund kom til Skou Gruppen som afdelingsleder i 2008 og blev partner og teknisk direktør året efter. I 2008 havde Skou Gruppen omkring 60 ansatte og en årsomsætning på omkring 100 mio. kr.

Alexander Hermansen og Jesper Egund side om side. Førstnævnte står i blåmønstret skjorte med opsmøgede ærmer. Sidstnævnte har armene over kors og en Skou Gruppen trøje på.
Alexander Hermansen (tv.) og Jesper Egund har kørt parløb de sidste 13 år. Nu får førstnævnte øget ansvar som teknisk direktør.

Jesper Egund er uddannet tømrer og bygningskonstruktør. Han kom med den erfaring og de systemer, som blev grundlaget for at udvikle Skou Gruppen til nu at have mere end dobbelt så mange ansatte og mere end tre gange så stor årlig omsætning.

– Jesper er rigtig dygtig til det byggetekniske og -juridiske, og desuden har han bidraget med alle de systemer, der skal til, for at gøre et forvokset tømrerfirma til et solidt entreprenørfirma, siger Martin Skou Heidemann.

Læs også

Skou Gruppen: Nu bliver grøn den dominerende farve

– Selvom Jesper Egund nu overlader det overordnede tekniske ledelsesansvar, vil han fortsat bruge alle sine kræfter hos os, hvilket jeg er rigtig glad for. Det er i høj grad Jespers fortjeneste, at Skou Gruppen er så robust en virksomhed, som den er i dag, tilføjer han.

Relateret indhold