buildingSmart
- – buildingSmart er en global organisation, der er startet i USA og har eksisteret siden 1996.
- – Der findes nationale chapters i over 30 lande, der sikrer udvikling og udbredelse af åbne, digitale arbejdsprocesser i deres respektive lande. I 2020 etablerede Molio det selvstændige dansk chapter buildingSmart Danmark efter at have været en del af et nordisk chapter i mange år.
- – Udover Molio er også BaneDanmark, Vejdirektoratet, Sund & Bælt, Metroselskabet & Hovedstadens Letbane, Bravida Danmark, NTI, Molt Wengel og Grundejernes Investeringsfond strategiske samarbejdspartnere i buildingSmart Danmark.
Christina Hvid, adm. direktør i Molio, er trådt ind i bestyrelsen i buildingSmart International, der arbejder for at forbedre og effektivisere bygge- og anlægsbranchen gennem udvikling og vedtagelse af åbne, fælles og internationale standarder og løsninger for infrastruktur og bygninger.
Samarbejde om digital udvikling og frit dataflow i branchen på tværs af landegrænser tiltaler Christina Hvid, der er første dansker i den internationalt funderede bestyrelse.
– Det er en spændende og relevant bestyrelsespost, som jeg ser frem til at være aktiv i. Jeg vil arbejde for at opnå sømløs udveksling af data i byggeriets værdikæde på tværs af formater, softwareprogrammer og værktøjer og forsøge at få den danske byggebranche – med fokus på bæredygtighed og digitalisering – mere frem i det internationale samarbejde, siger Christina Hvid.
Tilstedeværelsen i den internationale bestyrelse giver en unik mulighed for at udøve indflydelse på udviklingen af globale standarder for byggeri og anlæg, da de fastlægges i buildingSmart – længe før de bliver til ISO- og CEN-standarder.
Understøtter konkurrence og fremmer eksport
buildingSmart har udviklet IFC – et filformat til udveksling af informationer mellem byggebranchens parter uafhængigt af softwareplatforme.
I Danmark stilles der i IKT-bekendtgørelsen krav om brug IFC-formatet på alle større offentligt støttede byggerier.
Fælles, softwareuafhængige formater øger mulighederne for internationalt samarbejde, eksport og vækst for byggeriets virksomheder. Ligesom det er en forudsætning for at udnytte de store teknologiske landvindinger inden for bl.a. kunstig intelligens i projektering, opførelse og bygningsdrift på længere sigt.
Fælles, åbne standarder i byggeriet fremhæves også som afgørende i både Danmarks digitaliseringsstrategi og EU-kommissionens strategiske anbefalinger, der skal sikre en omkostningseffektiv udvikling i bygge- og anlægssektoren.