Udviklingen af FredericiaC – Kanalbyen ved Lillebælt er i fuld gang. Vand fra Lillebælt er netop blevet lukket ind i den første kanal, som står helt færdig til august. Og nu er den første aftale om opførelse af boliger og erhverv blevet underskrevet.
Det er det almene boligselskab Futura Fredericia og en privat aktør, der skal udvikle det første byggefelt beliggende mellem Oldenborggade og den første kanal i FredericiaC.
I alt kan der opføres 5.800 kvm. bebyggelse. Boligselskabet Futura Fredericia udvikler 40 almene boliger, mens den private aktør udvikler 16 ejerlejligheder og 600 kvm. kontorerhverv.
– Med indgåelsen af den første aftale har vi nået en vigtig milepæl i udviklingen af FredericiaC, som skal være en mangfoldig bydel med plads til alle, siger Carsten Koch, bestyrelsesformand for FredericiaC.
Alle med altan
Byggeriet får en rektangulær karré-struktur, der varierer i højde fra to til fem etager. For at få mest muligt sollys ned i gården er bygningerne lavest ud til kanalen mod syd.
Erhvervslejemål placeres i stueetagen og på første sal ud til Oldenborggade mod nord.
De almene boliger bliver fra to til fire-værelses lejeligheder, mens ejerlejlighederne bliver på tre og fire værelser. Alle boliger får altaner eller en altangang, som overvejende vil være sydvendte med udsigt til kanalen og Lillebælt eller et grønt og landskabeligt gårdrum. Enkelte boliger får egen udgang til attraktive tagterrasser. Under gårdrummet etableres en parkeringskælder med plads til ca. 30 biler og 130 cykler.
Afgørende betydning
Boligselskabet Futura Fredericia er glad for at være blandt de første der opfører et byggeri i FredericiaC.
– At FredericiaC har investeret i at etablere den første kanal allerede nu, har haft afgørende betydning for at vi går ind i projektet. Kanalen repræsenterer en stor herlighedsværdi og er sammen med grundens sydvendte orientering et stort aktiv for den stemning og det liv, som kommer til at udfolde sig i og omkring den kommende bebyggelse, siger Henning Due Lorentzen, næstformand i Boligselskabet Futura Fredericia.
Byggestart i 2016
FredericiaC forventer, at byggeriet kan påbegyndes i sensommeren 2016 og at de første beboere og virksomheder kan flytte ind ca. et år senere.
Når det ikke er muligt at komme i jorden før, skyldes det, at opførelsen af almene boliger er underlagt en række regler, som skal overholdes. Blandt andet skal byggeriet sendes i udbud.
Desuden skal der foreligge en godkendt lokalplan for byggeriet. Denne ventes at være klar i sommeren 2015.