Forenkling af udbudsregler kan være på vej

Regeringen ønsker at sanere de tunge regler og processer for udbud i den offentlige sektor.
Bygningsminister Hans Chr. Schmidt er klar til et opgør med de tunge udbudsprocesser. Foto: Jens Honoré.
Bygningsminister Hans Chr. Schmidt er klar til et opgør med de tunge udbudsprocesser. Foto: Jens Honoré.

Regeringen ønsker at sikre, at offentligt byggeri bliver mere effektivt – blandt andet ved at kigge nærmere på de nuværende omfattende og uhensigtsmæssige regler for offentligt udbud. Det skriver dagbladet Børsen.

Både bygherrer, entreprenører og arkitekter melder sig i koret af klagere over besværlige regler, der gælder for de store offentlige byggerier. Derfor vil den ansvarlige minister tage et opgør med de gældende regler.

Vi skal undgå, at de, der bestiller et byggeri, og de, der skal byde på opgaven, drukner i kæmpe sagsgange og dokumentationskrav.

Hans Chr. Schmidt Bygnings- og transportminister

– Vi har en bunden opgave, hvor vi skal have kigget på vores udbudsprocesser. Vi skal undgå, at de, der bestiller et byggeri, og de, der skal byde på opgaven, drukner i kæmpe sagsgange og dokumentationskrav, siger bygningsminister Hans Chr. Schmidt til avisen.

Unødvendig dokumentation

Adm. direktør for Danske Arkitektvirksomheder, Lene Espersen, mener, at vi i Danmark har overimplementeret EU-reglerne, så der er plads til ændringer gennem national rådgivning. Og så mener hun, at kravene til dokumentation har taget overhånd.

– Der er en nulfejlskultur ude i for eksempel kommunerne, hvor man stiller krav om dokumenter. Det er vel at mærke dokumenter, der aldrig bliver åbnet. Det er et problem, at man for at undgå at blive beskyldt for ikke at have bedt om nok, beder om dokumenter, som man ikke bruger til noget, siger hun til Børsen.

Regeringen igangsætter nu en evaluering af lov om offentlig byggevirksomhed. Hans Chr. Schmidt forventer et resultat til efteråret.

Relateret indhold