Med mere end 150 medarbejdere i tre afdelinger i Fredericia, Horsens og Langeskov er CJ A/S vokset støt siden entreprenørvirksomheden blev etableret i 2011.
Nu har fire nøglemedarbejdere – en egenproduktionschef, to afdelingsledere og en kvalitets- og miljøchef – købt sig ind i virksomheden, der i forvejen er ejet af fem medarbejder.
– Ved at have de fire med i ejerkredsen bevarer vi deres viden og kompetencer i virksomheden til gavn for CJ, lige som det sender et stærkt signal til vores kunder – både dem, vi har, og dem, vi gerne vil have – at de ikke render nogen steder, men er sikre støtter også i morgendagens CJ, siger adm. direktør i CJ A/S, Jonathan Smetana, der kalder medarbejdernes faglighed og dedikation for virksomhedens vigtigste råstoffer.
– De fire får både som medarbejdere og medejere et stort ansvar for virksomhedens videre udvikling. De personificerer også værdierne ansvarlighed, ordentlighed og åbenhed. Det er en stor glæde og fornøjelse at tage dem med ombord som medejere og dermed sikre dem langfristet, siger Jonathan Smetana.
Fra 0 til 25 mand på tre år
En af dem, der allerede har været med på en stejlt stigende vækstkurve i entreprenørvirksomheden, er afdelingsleder for CJ’s afdeling på Fyn, Michael Bøgelund Dalager.
Han var første mand, da afdelingen i Langeskov blev etableret for bare tre år siden. I dag har han ansvaret for 25 medarbejdere.
– Jeg ser frem til at være med til at påvirke planerne og beslutningerne om fremtiden for CJ og især afdelingen på Fyn. Som partner bliver jeg også en del af noget større i CJ, hvis værdisæt om ordentlighed, samarbejde og ansvarlighed matcher mine værdier perfekt.
Også kvalitets- og miljøchef René Amini ser værdierne som sin primære motivation for at blive medejer:
– CJ er kendetegnet ved nærvær og en værdibaseret kultur. Alle bidrager til virksomheden, hvor vi kan – også når opgaver ikke umiddelbart eller ubetinget ligger indenfor vores normale ansvarsområder. Derfor er det helt naturligt for mig at blive en endnu mere integreret del af CJ og få en fod under vores fælles bord. Det er en stor motivation at være med til at flytte CJ A/S til at blive en endnu mere bæredygtig brancheaktør blandt andet.
En god signalværdi
Afdelingsleder for CJ i Horsens, Morten Hestbek, fremhæver signalværdien indadtil i CJ ved, at medarbejdere bliver partnere i virksomheden.
– Jeg synes, det er naturligt at tage ejerskab og gå forrest. Fordi flere af mine gode kolleger også træder ind, kan vi som ledere gå forrest og vise, at vi har hånden på kogepladen og arbejder sammen for virksomhedens bedste. Folkene i marken kan på denne måde se, at deres ledere er i det 100 % og giver alt, de har.
For egenproduktionschef Hans Færck er hans indtræden som partner i CJ en perspektivrig og forpligtende styrkelse af den gensidige relation.
– Jeg håber at kunne være med til at fortsætte den positive udvikling i egenproduktionen og resten af virksomheden – perspektiverne er meget spændende.