Det er sjældent, at delegationer, der både repræsenterer arbejdsgivere og fagbevægelse, får foretræde i Folketinget, men det var ikke desto mindre tilfældet onsdag, da Byggefagenes Samvirke og Dansk Håndværk havde fælles foretræde for Folketingets Beskæftigelsesudvalg.
Anledningen er regeringens lovforslag om at indføre en fond, betalt af alle arbejdsgivere, der skal dække omkostninger ved social dumping. Det er Dansk Arbejdsgiveforening og LO, der er enedes om denne ordning, som efter de mindre arbejdsgiveres opfattelse er helt forkert og i strid med almindelig retsbevidsthed.
Den sidste moral, der måtte være, bliver fjernet, når man bare kan tørre regningen af på en forsikringsordning.
Morten Frihagen Direktør, Dansk Håndværk
Dele af fagbevægelsen peger på, at det er de store virksomheder i DI og Dansk Byggeri, der vil slippe for kædeansvar i forhold til deres underentreprenører.
En udfordring
Direktør Morten Frihagen fra Dansk Håndværk siger til Dagens Byggeri, at regeringens forslag er et hovsa-forslag, som krænker virksomhederne.
– Social dumping er en udfordring, som vi skal tage alvorligt, og som nok er kommet for at blive. Derfor er det nødvendigt at finde nye løsninger og ikke halve løsninger som regeringens. Udfordringen er, at DA-LO har fremsat forslaget, der lige præcis er et eksempel på, hvorfor vi i Dansk Håndværk har valgt at stå uden for DA. Forslaget er ikke i de mindre og mellemstore virksomheders interesse. Derfor har vi valgt at reagere, efter at en række virksomheder har henvendt sig til os og spurgt, hvorfor de skal betale, når de overholder alle regler, siger Morten Frihagen videre.
Modsat effekt
Han frygter, at den nye lovgivning ligefrem får den modsatte effekt af, hvad man vil opnå.
– Den sidste moral, der måtte være, bliver fjernet, når man bare kan tørre regningen af på en forsikringsordning. Vi har svært ved at forstå, at det er i virksomhedernes interesse. Det må være dem, der løber fra regningen og overtræder reglerne, der skal stilles til regnskab. Det er åbenlyst, at forslaget er opstået, fordi man i de store virksomheder i DA vil slippe for kædeansvar. Forslaget gælder i øvrigt kun de virksomheder, som er overenskomstdækkede. Men hvad med alle de udenlandske kamuflerede virksomheder – udenlandske enkeltmandsfirmaer – der udfører arbejde på store byggepladser. Den udfordring med unfair konkurrence og social dumping løses ikke, slutter Morten Frihagen.