Fond sælger moderniseret erhvervsejendom for trecifret millionbeløb

Med en fuldt udlejet ejendom og ny lokal ejer sætter Nordicals punktum for længere udviklingsproces for stor erhvervsejendom i Ringsted.
Foto: Nordicals

126,1 mio. kr. lød købsprisen, da Nørretorv 2 i Ringsted skiftede ejer ved indgangen til juli. Det gør handlen til en af de største ejendomsoverdragelser i byen i flere år.

Ejendommen rummer i alt 25 lejemål fordelt på godt 12.000 kvm. Bygningen ligger centralt i byen – tæt på Ringsted Kongrescenter og outletområdet – og huser blandt andet Scandic-hotel, SuperBrugsen og Cowi samt klinikker og kontorer.

Køber er Peter Evang Hansen, der via selskaberne Evang Ejendomme og Sunpark ejer og driver en række bolig- og erhvervsejendomme i bl.a. Køge, Roskilde og Ballerup. Ved udgangen af 2024 var ejendommene i Evang Ejendomme og Sunpark bogført til over 450 mio. kr.

Fra ledige lejemål til fuld udlejning

Efter Coop i 2016 lukkede et stort Kvickly-varehus og åbnede en mindre SuperBrugsen, stod store arealer midt i ejendommen tomme. Det blev vendepunktet for den proces, som erhvervsmæglerkæden Nordicals kom til at stå i spidsen for.

Læs også

Stigende interesse i hele landet: Boligsalg op med 19 procent

– Vi blev koblet på som lokal erhvervsmægler for to-tre år siden, og efter flere udlejninger kunne vi ved nytår melde fuldt udlejet, da kommunen overtog et større lejemål til børnetandpleje. Dermed var ejendommen salgsklar, og vi er stolte over at stå bag en af de største ejendomshandler i Ringsted de senere år. (…) Vi kender de lokale købere og virksomheder, og derfor er en stor del af handlerne sket off-market, fortæller Jesper Jensen, partner i Nordicals, der står bag salget.

Moderniseret og renoveret

Den markante ejendom blev opført i 1986 og var i en årrække ejet af pensionsselskabet Danica. I 2018 blev den overtaget af en schweizisk fond med NCAP Denmark som dansk kapitalforvalter.

Ejendommen er siden moderniseret, og hotellet gennemgik en større renovering.

Læs også

Konkurser og opløsninger – uge 29

– Vi overtog ejendommen som del af en større portefølje fra Danica og har stillet kapital til rådighed, så ejendommen er blevet moderniseret, og alle lejemålene kunne blive udlejet. Senest er Scandic blevet totalrenoveret, og en større børnetandpleje er indrettet i en del af den tidligere Kvickly. Vi er ikke længere den rigtige ejer på langt sigt, og vi er glade for, at det på ret kort tid er lykkedes at finde en ny ejer i form af gode, lokale kræfter, siger Jan Dahl fra NCAP Denmark.

Relateret indhold