Fødevarevirksomheder bag øget byggeri

Trods høje sukker- og fedtafgifter bygger danske fødevarevirksomheder mere end nogensinde før. Det giver en positiv afsmitning på byggebranchen, der kommer såvel entreprenører som producenter til gode.
Give Elementer leverer mest til erhvervsbyggeri, selvom der i disse år er stor fokus på boligbyggeri.
Give Elementer leverer mest til erhvervsbyggeri, selvom der i disse år er stor fokus på boligbyggeri.

Da sukker og fedtafgifterne i sin tid blev indført, frygtede man i fødevarebranchen store tab af arbejdspladser. Men det viser sig nu, at øgede aktiviteter – bl.a. grundet øget eksport, giver en positiv afsmitning på byggebranchen.

Det er især hos fødevarevirksomheder i Midtjylland, som står for hele 28 procent af branchens samlede arbejdsstyrke i Danmark, at byggetankerne blomstrer.

Det mærkes gennem hele byggebranchens fødekæde, såvel hos entreprenører som producenter. Hos Give Elementfabrik har man netop solgt betonelementer til hele tre byggeprojekter for midtjyske fødevarevirksomheder, der alle projekteres og udføres af entreprenøren Bygmesteren A/S i Give.

– Virksomhederne vokser typisk ud af eksisterende bygninger og udvider for at følge med efterspørgslen, fortæller Jonas Madsen, Bygmesteren i Give, der aktuelt står for totalentrepriser til OK Snack i Ejstrupholm, Ikast/Brande, Caletti i Århus og Coldstar i Vejle. Virksomheder, der alle har valgt at udvide på deres eksisterende lokationer.

Erhverv i skyggen af bolig

Han køber betonelementer hos betonfabrikken Give Elementer, som bekræfter tendensen:

– Der er primært fokus på boligbyggeri i øjeblikket, og derfor tales der ikke så meget om væksten indenfor erhvervsbyggeri, som er det segment, vi leverer allermest til. Fødevarevirksomhederne er et godt eksempel på et segment indenfor erhvervsbyggeri, som vi oplever øget efterspørgsel fra, lyder det fra Give Elementer.

Halvdelen af danske fødevarevirksomheder påtænker ifølge Dansk Industri at starte nye aktiviteter i udlandet. Og med øget eksport, vil behovet for byggeri i Danmark sandsynligvis stige yderligere.

Fødevarebranchen står i dag for fem-seks procent af den samlede arbejdsstyrke i DK.

Virksomhederne vokser typisk ud af eksisterende bygninger og udvider for at følge med efterspørgslen.

Relateret indhold