I løbet af 2019 har yderligere ti danske kommuner valgt at tage DGNB til sig, når der opføres eller renoveres kommunale bygninger. Det bringer antallet af danske kommuner, der samarbejder med Green Building Council Denmark – DK-GBC – op på i alt 30.
Kommunerne ønsker at bygge bæredygtige skoler og børnehaver og gennem DGNB-certificeringen få dokumentation for godt indeklima, akustik, rengøringsforhold og screening for miljøfarlige stoffer.
Flere markante kommunale byggerier har de senere år opnået DGNB bæredygtighedscertificering. Det gælder blandt andet rådhusene i Skanderborg og Middelfart.
Vidensfællesskab
For at sikre den ønskede kvalitet uddanner kommunerne i stigende grad deres medarbejdere i DGNB bæredygtighedscertificering så de kan stille specifikke bæredygtighedskrav i deres udbud af byggeri. Samtidig ønsker kommunerne et fagligt fællesskab.
– Green Building Council Denmark arbejder med nogle allerede afprøvede værktøjer i forhold til at bygge dokumenteret bæredygtigt. Praktiske erfaringer med disse værktøjer fra andre kommuner danner et vidensfællesskab, som er interessant for Københavns Kommune at deltage i, lyder det fra Søren Tegen Pedersen, konstitueret administrerende direktør i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune.
14 ud af 17 verdensmål
En anden væsentlig årsag til, at flere kommuner har meldt sig under DGNB-fanerne er, at certificeringsordningen går fint i spænd med – og i forlængelse af – FN’s Verdensmål.
– Årsagen til den større interesse blandt kommunerne skyldes, at de ved at anvende vores værktøjer kan eksekvere en ejendomsstrategi, der taler ind i FN’s Verdensmål og få dokumentation for de respektive bidrag, siger direktør Mette Qvist, DK-GBC.
Overordnet set bidrager DGNB til 14 ud af de 17 Verdensmål, da DGNB certificeringen er bygget op omkring FNs definition af bæredygtighed. I Roskilde Kommune anvendes DGNB f.eks. til at forfølge Verdensmål 4.
– Hvis der er noget, DGNB er i stand til, så er det netop at definere det gode indeklima – derfor anvender vi i Roskilde Kommune DGNB til at forfølge Verdensmål nr. 4 i vores bygninger. Dette Verdensmål omhandler kvalitetsuddannelse, og her er det gode indeklima en altafgørende faktor, siger Klaus Kellermann, der er bygherrerådgiver i Roskilde Kommune.
DK-GBC har indgået et partnerskab med Center For Offentlig Kompetenceudvikling (COK) for at skabe et fælles kursusprogram, der skal imødekomme den stigende kommunale efterspørgsel.
Initiativerne skal bidrage til at hjælpe kommunerne med at udbrede bæredygtige byggerier, både i forhold til nybyggeri og renoveringer.