Der er stor opbakning til at udbrede bæredygtighed i den danske byggebranche.
Green Building Council Denmark (DK-GBC), som blev etableret i 2010, kan nu byde Bolig Kontoret Århus velkommen som medlem nr. 250.
At vi nu kan tælle 250 medlemmer viser, at branchen ønsker en udvikling mod mere dokumenteret bæredygtighed.
Direktør Mette Qvist Green Building Council Denmark
– Boligkontoret Århus? baggrund for at melde os ind i Green Building Council er, at vi bygger og renoverer almene boliger med et meget højt ambitionsniveau for social og miljømæssig bæredygtighed. Green Building Council er det helt oplagte sted at søge inspiration og viden og dele vores erfaringer på området – med andre aktører på tværs af roller og sektorer, siger direktør Morten Homann, som har store forventninger til medlemskabet.
Direktør i Green Building Council, Mette Qvist glæder sig over den stigende tilslutning.
– At vi nu kan tælle 250 medlemmer viser, at branchen ønsker en udvikling mod mere dokumenteret bæredygtighed, der i øvrigt også er i tråd med den generelle samfundsudvikling og brugernes krav og forventninger, fastslår hun.
50 bygninger med
Med udgangen af 2015 er over 50 byggerier i Danmark enten certificerede, præ-certificerede eller tilmeldt certificering. Nye kontorbygninger tegner sig for størstedelen efterfulgt af etageejendomme til beboelse, hospitaler, eksisterende kontorer samt institutioner og byområder.
– Bygherrernes fokus på bæredygtighed er vokset i takt med, at der er kommet flere DGNB bæredygtighedsklasser til forskellige bygningstyper. Udviklingsarbejdet i forhold til uddannelser og bæredygtighedsklasser ville ikke have været muligt uden den store opbakning fra vores medlemmer, og det er vi meget taknemmelige for, siger Mette Qvist.
DK-GBC er en non-profit organisation, og havde fra start en bred støtte fra bygge- og ejendomsbranchen.
Organisationen forventer – og opfordrer politikerne til – at bæredygtighedskriterierne indarbejdes løbende i reguleringen af byggeriet for at understøtte, at bæredygtighed bliver standarden.